Pløjefri dyrkning var en del af bedriftens turn around

Pløjefri dyrkning var et af de virkemidler, griseproducent Martin Molbo, Ulstrup, tog i brug efter et økonomisk hårdt år for at få en velfungerende forretning.
Martin Molbo (tv) og Erik Sandal
Martin Molbo (tv.) er klar til Åben pløjefri mark den 30. maj i samarbejde med planteavlskonsulent Erik Sandal, Velas.

Det går godt hos griseproducent Martin Molbo, Ulstrup ved Randers. Han kan bygge til og udvide, hvis han vil, og han har for nylig opkøbt 150 hektar jord.

Sådan så det ikke ud for seks år siden tilbage i 2016.

– Jeg havde konstant banken i røret, og de foreslog, at jorden skulle lejes ud, for økonomien i selve planteavlen var ikke god. Vi tjente ikke ret meget i marken. Jeg ville bare ikke ret gerne leje jorden ud, og så var jeg jo nødt til at gøre noget anderledes, fortæller griseproducenten og planteavleren.

Han kom til at tænke på, at han havde læst noget om besparelser ved at gå over til det pløjefri system.

Efter flere drøftelser i gårdrådet solgte han ploven og gik i gang med den reducerede jordbearbejdning tilbage i 2017.


Besparelser
Med beslutningen om at droppe fulgte øjeblikkelige besparelser af både i tid og diesel.

– Løn er en stor omkostning, siger han og tilføjer, at det også er en stor fordel, at man kan holde mere fri i det pløjefri system.

Udover løn sparer han også en del på brændstof. En udgift, der er en væsentlig post med de aktuelle priser på brændstof.

Tidligere, på de mest lerede jorder, kunne han godt bruge 60 liter diesel pr. hektar. Ved den seneste såning på lerjorderne brugte han 5 liter pr. hektar.


Ny tankegang
Øvelsen i marken tilbage i 2016 gik også ud på at få tilpasset jordtilliggendet.

– Jeg solgte noget at den jord fra, der lå længst væk, og som var vanskeligt at drive, så markdriften blev så rationel som muligt. Det er ikke antallet af hektar, der betyder noget for økonomien, men bundlinjen. I dag investerer jeg ikke for at få flere hektar, men for at få mindre arbejde og mere frihed, siger Martin Molbo.

Han tænker mere i helheden i bedriften og på at få tilpasset antallet af grise til markarealet, så han er mere selvforsynende med foder til grisene.

En anden gevinst er, at en mand stort set, kan drive marken alene med hjælp i høst og til stensamling med mere.


Det er ikke antallet af hektar, der betyder noget for økonomien, men bundlinjen.

Martin Molbo



Kører efter principperne i conservation agriculture
Næsten fra starten begyndte Martin Molbo også på direkte såning, og da det alligevel var tid til udskiftning af den gamle såmaskine, valgte han en Amazone 6 meters Cayena C-6002 tandskærssåmaskine, der kan så direkte.

En stor del af jorden drives derfor i dag efter principperne i conservation agriculture. Men han har stadig en harve i maskinhuset, da nogle af bedriftens lettere arealer kan pakke til.

I år har han også lavet en strategisk pløjning af en mark før hestebønner, da der i flere år har været resistent rajgræs i marken.


Sundt sædskifte giver højere udbytter
Før i tiden skulle der produceres en masse hvede til grisene, og det betød, at Martin Molbo havde hvede efter hvede seks gange i træk i en mark for at have foder nok til grisene.

Men udbytterne er ikke gode i flereårs hvede, og i det pløjefri system er et sundt sædskifte afgørende. Han har derfor aldrig samme afgrøde i en mark to år i træk, og det har hævet hans udbytter markant.

Samtidig opbygger han et større og større humuslag i jordens overflade, og det giver en sikker og ens fremspiring overalt. Også på lertoppene, hvor der sjældent groede noget før.


Bedre vandhusholdning
En anden stor fordel ved det pløjefri system er, at jordens struktur forbedres, så den både holder bedre på vandet, og vandet kan også nemmere komme fra den igen. Den kommer til at fungere som en svamp, der opsuger mere regn, som derefter løber stille igennem.

– Jeg nyder at se mine marker efter et stort regnskyl. Jeg har overhovedet ikke længere problemer med, at markerne er helt glinsende af vand efter store mængder regn, fortæller han.


Mere natur
Dyrelivet på og under jordoverfladen er også markant forandret på de seks år, Martin Molbo har drevet sin bedrift pløjefrit.

– Lige pludselige hører jeg viben, og får øje på livet under jordoverfladen, fortæller den pløjefri landmand, der også er begyndt at overveje at tage kiler og hjørner ud til biodiversitetsformål.


Græsukrudt er intet problem
Et af de store kritikpunkter mod den pløjefri dyrkningsmetode er problemer med græsukrudt, fordi der ikke pløjes.

Martin Molbo oplever ikke de store problemer med græsukrudt. I hvert fald ikke på de pløjefri marker. Til gengæld har han større problemer på nogle af de arealer, han har købt til, hvor der er masser af græsukrudt inde fra hjørner og sammenpløjninger.

Det og meget mere er Martin Molbo klar til at fortælle om, når han i samarbejde med FRDK og Velas inviterer til Åben pløjefri mark mandag den 30. maj på Nørreåvej 4, 8860 Ulstrup.


Åben pløjefri mark

  • Mandag den 30. maj klokken 13-16 hos Martin Molbo, Nørreåvej 4, 8860 Ulstrup
  • 13.00 Velkomst ved dagens vært og præsentation af bedriften
  • 13.20 Kom godt i gang med pløjefri dyrkning v/PløjefriRådgiver Erik Sandal, Velas
  • 13.40 Sådan bruger du aktivt efterafgrøder i marken v/FRDK
  • 14.00 Rundvisning i marken ved landmand, rådgiver og FRDK
  • 14.00 Rundvisning i marken ved landmand, rådgiver og FRDK


Molbo Agro

  • Beliggende i Vester Velling ved Randers
  • Ejes og drives af Martin Molbo
  • Driver 500 hektar, heraf 170 hektar forpagtet
  • Jordtype JB1-JB9
  • 675 søer med produktion af 25.000 smågrise og 7.000 slagtesvin
  • 4 selvstændige ejendomme  – herunder både morens og farens fødehjem, hvor Martin Molbo er henholdsvis 4. og 5. generation
  • Sædskifte med raps, hvede, hestebønner/havre, hvede, vårbyg, vinterbyg og frøgræs
  • 1 driftsleder og en elev i marken
  • 1 driftsleder og 5 ansatte i griseproduktionen

    Maskinliste
  • Amazone Cayena C-6002 tandskærssåmaskine
  • Amazone Cenius 4003 harve
  • Amazone UX 4200 sprøjte 30 meter
  • Amazone 4200 Profi s Hydro gødningsspreder
  • He-Va topstrigle, 7 meter
  • Claas Lexion 6700 med 31 fods skærebord


Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.