CA har gjort planteavlen mere robust

Efter at være gået direkte fra plov og rotorharve til conservation agriculture har norske Erland Lundeby sikret sig gode udbytter. Selv under udfordrende forhold.
Erland Lundeby
Erland Lundeby har oplevet mange fordele ved at gå over til conservation agriculture. Og han synes samtidig, at det er blevet mere spændende og inspirerende at være landmand

Tilbage i 2019 hæftede Erland Lundeby sig ved, at vandet på de pløjede marker ikke kunne trænge væk, mens der var helt anderledes tørt på de upløjede marker, hvor stubben stod tilbage.

– Det så jo ud til, at der ikke var grund til at pløje, og at det var meget bedre at bevare den naturlige struktur i jorden, siger landmanden, der driver et planteavlsbrug på 190 hektar cirka 75 kilometer syd for Oslo.

Han tog derfor beslutningen om at droppe ploven og springe direkte over til conservation agriculture, eller karbon agro som Erland Lundeby og hans norske kollegaer kalder det.

Mere sikre udbytter

Det har han bestemt ikke fortrudt.

I år, hvor vejrforholdene har været ekstreme i Norge med tørke afløst af massive nedbørsmængder, har udbytterne været meget lave.

Men ikke hos Erland Lundeby. Han har klaret sig rimeligt igennem de vanskelige vejrforhold, fordi han efter fire år med conservation agriculture har fået gode jordforhold.

Han har i år høstet 6 ton i hvede, 3 ton i raps, 4,5 ton i vårbyg, 4 ton i havre og tre ton i hestebønner. Et pænt stykke over udbytterne i området.

– Mit indtryk er, at udbytterne ikke går så langt ned i dårlige år. Det er helt klart et mere robust system, og det er helt klart det, der er årsag til, at mine udbytter har været forholdsvis gode i år, fortæller han.

Samtidig oplever han generelt set højere udbytter i vårsæd.

Jorden er forbedret

Han har oplevet store forandringer med jorden, siden han skrottede plov og rotorharve.

– Jeg har fået en langt bedre jordstruktur, og jorden dræner meget bedre. Jeg har ikke længere en pløjesål til at bremse vandet i at komme væk, fortæller han.

Antallet af regnorm er også blevet langt større, og deres ormegange er med til at øge dræningsevnen.

Den forbedrede jordstruktur, og efterafgrøder og regnorm, der har brudt den gamle pløjesål, har også betydet, at planternes rødder nemmere kommer ned til vandet i tørre perioder, ligesom jorden holder på vandet i længere tid.

Tingene bliver gjort til tiden

En anden fordel ved at droppe pløjningen, som Erland Lundeby fremhæver, er, at han sparer tid, og hurtigere får gjort det markarbejde, han skal.

I Norge er landmændene generelt udfordret af, at vækstsæsonen er kort.

– Det kan være svært at nå at pløje og så, uden at få en dårlig etablering, fortæller han.

Nu kan han så i en tjenlig mark til tiden.

Forbedrer hele tiden jorden

Erland Lundeby tog et stort spring tilbage i 2020, men han har bestemt ikke stået stille siden. Han arbejder hele tiden på at gøre sin jord og planteavl bedre.

Blandt andet har han indført faste kørespor i et 10- og 30-meters system med en ti-meters Amazone Condor såmaskine og 30 meter selvkørende Amazone sprøjte. Selv kornvognen får lov at holde sig i køresporene.

Han forsøger sig lige nu med kløver som companion crop i raps, laver afprøvninger med forskellige stubhøjder og eksperimenterer med forskellige efterafgrøde-blandinger.

– Jeg spekulerer altid på, om der er noget, der kan gøres bedre i mit management, hvis der er noget, der går galt. Det nytter ikke noget at skyde skylden på vejret eller farven på såmaskinen, siger han.

Klar til fremtidens krav

Mange steder i Norge er der krav om reduceret jordbearbejdning på grund af risikoen for udvaskning til vandmiljøet. Krav, der breder sig til hele landet.

I år er der kommet nye krav, som også gælder i det område, hvor Erland Lundeby driver sit landbrug.

Han er glad for, at han allerede er i gang med systemet.

– Jeg havde allerede forberedt mig på fremtidens krav, siger han.

Mere spændende at være planteavler

Udover de praktiske forhold og lovgivning er det særligt et område, som Erland Lundeby fremhæver, når han fortæller om fordelene ved at gå over til conservation agriculture.

– Driften er blevet utroligt spændende. Det er meget mere inspirerende at være landmand i dag, siger han.

Om bedriften

  • Ejes og drives af Erland Lundeby
  • Beliggende i Råde i Norge
  • 190 hektar planteavl, heraf 20 hektar ejet og 170 hektar lejet
  • Dyrker hvede, vinterbyg, vårbyg, raps, havre og hestebønner
  • Conservation agriculture siden 2020
  • Maskinliste:
    • Amazone Condor såmaskine 10 meter
    • Selvkørende Amazone sprøjte 30 meter
    • Halmstrigle
    • Gødningsspreder
    • Ombygget Lemken Solitaire til såning af efterafgrøder og companion crops

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.