Stigende interesse for pløjefri dyrkning får maskinstation til at købe ny såmaskine

Indenfor de sidste tre år er interessen for pløjefri dyrkning steget markant, oplever Henrik Hosbond Pedersen, der driver maskinstation. For at imødekomme interessen har han købt en ny Horsch Focus strip-till såmaskine, der kan så både korn, raps og majs.
Henrik Hosbond Pedersen, Henriks Markservice, passer denne mark, hvor der nu ikke har været pløjet i fem år. I efteråret var majshøsten problemfri. – Der er mange steder, vi ikke havde kunnet høste, hvis der havde været pløjet, siger han.

Hos Henriks Markservice i Aars i Himmerland, går indehaver Henrik Hosbond Pedersen spændt og venter på sin nye såmaskine.

En Horsch Focus strip-till såmaskine, hvor såaggregatet kan skiftes fra majs til raps og korn.

– De sidste tre år har efterspørgslen efter pløjefri dyrkning taget fart, og jeg vil tro, at omkring 25 eller 30 procent af mine kunder efterhånden er gået over til pløjefri dyrkning, siger han.

Der er mulighed for placering af flydende gødning via en fronttank på traktoren og derudover to andre typer fast gødning.

– Vi får meget bedre virkning af fosforen, når den er flydende, og det har vi brug for i Himmerland, hvor der er mange, der er pressede af fosforloftet på grund af antallet af dyreenheder, forklarer Henrik Hosbond Pedersen.


Ny indstilling
Han oplever generelt, at der er kommet en ny indstilling til tingene blandt kunderne.

– Der er kommet en helt anden bevidsthed om klima og miljø, og at vi er nødt til at gøre tingene anderledes, siger Henrik Hosbond Pedersen.

En ting, han peger på, som illustrerer udviklingen meget rammende er, at han for eksempel aldrig mere ser, at folk bare brænder deres affald af.

– Vi bliver jo klogere og klogere. Se for eksempel, hvordan vi har kunnet reducere vores forbrug af kemi og gødning, og vi avler stadig det samme, siger han.

Så lytter han også til Arla, der peger på reduceret jordbearbejdning som klimavirkemiddel, og han lader sig inspirere fra udlandet, hvor man nogle steder ikke har rørt en plov de sidste 25 år. Og et af ikonerne indenfor pløjefri dyrkning, Søren Ilsøe, har også inspireret ham.

– Der er vist noget om snakken, siger han.


Mere dyrkningssikker jord
At den reducerede jordbearbejdning er en god vej at gå, har maskinstationsejeren ved selvsyn kunnet konstatere over de seneste par år, hvor han har fulgt udviklingen i de marker, der ikke længere bliver pløjet.

Jorden tørrer ikke så hurtigt ud, den kan tage mere vand, det er slut med sandflugt, og markerne skyller ikke længere ned til naboen, når det regner.

– Her i 2023 var der nogle steder, vi ikke havde kunnet høste majs, hvis marken havde været pløjet, fortæller han.


Tilhænger af at behandle jorden godt
Men Henrik Hosbond Pedersen vil ikke sige, at han er tilhænger af hverken den ene eller anden dyrkningsform. Han er tilhænger af at behandle jorden godt.

Derfor har han i årevis sværget til faste kørespor, og han kan se fordele i at dyrke jorden økologisk, hvor der ikke bruges kemi.

– Ud fra hvad jeg ser i markerne, så er der for eksempel færre svampeproblemer i økologiske marker. Det skyldes også, at det er et sundt sædskifte. Som man jo også går ind i den reducerede jordbearbejdning, siger han.

Ploven er ikke bandlyst hos ham. Hvis der for eksempel opstår et græsukrudtsproblem, man ikke ellers kan løse, skal der pløjes.

Efter fem år uden plov er der kommet liv i jorden – og regnorm. – Vi havde ikke fundet en regnorm her for fem år siden, siger Henrik Hosbond Pedersen om jordens forvandling.

– De sidste tre år har efterspørgslen efter pløjefri dyrkning taget fart, og jeg vil tro, at omkring 25 eller 30 procent af mine kunder efterhånden er gået over til pløjefri dyrkning

Henrik Hosbond Pedersen, Henriks Markservice

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.