Får sparer CA-landmand for yderligere 800 kroner pr. hektar

Landmand Martin Molbo sparer i forvejen mange penge på både mandetimer og brændstof, fordi han kører sin planteavl efter principperne i conservation agriculture. Nu har han erstattet brakpudseren med får og reducerer sine omkostninger yderligere.
Får er billige og skånsomme brakpudsere. De bliver betalt med det græs, de spiser, og planteavleren sparer 800 kroner pr. hektar til brakpudseren.

Sorte og hvide fårehoveder kigger opmærksomt på forbipasserende ved frøgræsmarkerne hos planteavler og griseproducent Martin Molbo i Vester Velling ved Randers.

De uldne klovdyr har en vigtig opgave. De skal pudse frøgræsmarkerne af, så græsset er klar til ny vækst til foråret.

Fårene ejes af en fårehyrde, som har sat hegn og lukket fårene ind på marken. Han sørger også for at flytte dem igen. Betalingen for arbejdet er græsset til fårene. Så græsmarkernes ejer, Martin Molbo, har ingen udgifter eller arbejde forbundet med dem.

– Det betyder, at jeg sparer 800 kroner pr. hektar til maskinstation for at brakpudse, siger han.


CA giver besparelse på 500 kroner pr. hektar
Han driver i forvejen sine marker efter principperne i conservation agriculture (CA) og har dermed en række besparelser på trafik i marken og mandetimer.

Blandt andet har han sparet 55 liter diesel pr. hektar ved at gå fra pløjning til direkte såning. Tidligere brugte han 60 liter pr. hektar. I dag bruger han fem liter.

Tidsbesparelsen er også til at tage og føle på. Han og en fastansat markmand kan således passe 500 hektar.

På baggrund af maskinanalyse og egne erfaringer vurderer Martin Molbo, at der er en besparelse på 500 kroner pr. hektar ved reduceret jordbearbejdning. Og nu kan han så lægge 800 kroner til i besparelse på sine frøgræsmarker ved ikke at brakpudse.


Sparer jorden for skader
Udover kroner og ører er en anden væsentlig fordel, at der ikke kommer traktor og maskine i marken. Det eneste, der trykker, er fårenes klove.

– På den måde undgår vi også struktur- og pakningsskader, siger Martin Molbo.


Godt i tråd med CA-systemet

Martin Molbo vurderer, at afgræsning af frøgræsmarker med får ligger helt naturligt i forlængelse af principperne og tankerne bag conservation agriculture.

Nemlig at det skal være en omkostningseffektiv produktionsform med så lidt skade på jorden som muligt.

Samtidig vurderer han, at det ligger tæt op ad de tanker, der er i regenerativt landbrug, hvor husdyr er en del af principperne.

Der er endnu ikke en fast og vedtaget definition af regenerativt landbrug, men FRDK er kommet med sit bud på det. Og her er regenerativt landbrug en overbygning på conservation agriculture, hvor man gør yderligere tiltag for at opbygge jordens frugtbarhed. Her er afgræsning med drøvtyggere et af tiltagene.


Samme output for mindre input
Selvom der er fokus på besparelser, så er der også fokus på et højt udbytte. Også her har Martin Molbo oplevet vækst. Især fordi sædskifte er en af grundstenene i CA.

– Det har hævet mine udbytter markant, fortæller han.

Samtidig opbygger han et større og større humuslag i jordens overflade, og det giver en sikker og ens fremspiring overalt. Også på lertoppene, hvor der sjældent groede noget før.

Martin Molbo
En sund jord og besparelser kombineret med øget effektivitet og produktivitet. For Martin Molbo er det kernen i conservation agriculture.
Frøgræs
Udover de 800 kroner bliver Martin Molbo også sparet for paknings- og strukturskader i marken.


OBS! Gødningsregnskab

Hvis ejeren af fårene indberetter afgræsning på en landmands jord, tæller fårenes efterladenskaber i pågældende landmands gødningsregnskab.

Om bedriften

  • Beliggende i Vester Velling ved Randers
  • Ejes og drives af Martin Molbo
  • Driver 500 hektar, heraf 170 hektar forpagtet
  • Jordtype JB1-JB9
  • 675 søer med produktion af 25.000 smågrise og 7.000 slagtesvin
  • 4 selvstændige ejendomme  – herunder både morens og farens fødehjem, hvor Martin Molbo er henholdsvis 4. og 5. generation
  • Sædskifte med raps, hvede, hestebønner/havre, hvede, vårbyg, vinterbyg og frøgræs
  • 1 driftsleder og en elev i marken
  • 1 driftsleder og 5 ansatte i griseproduktionen

Maskinliste

  • Amazone Cayena C-6002 tandskærssåmaskine
  • Amazone Cenius 4003 harve
  • Amazone UX 4200 sprøjte 30 meter
  • Amazone 4200 Profi s Hydro gødningsspreder
  • He-Va topstrigle, 7 meter
  • Claas Lexion 6700 med 31 fods skærebord

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.