Efterafgrøder genopretter kartoffeljord

Efterafgrøder opbygger humusindhold og struktur, når der har været taget kartofler op på Sanderumgaard på Fyn. Der er markdemo den 7. november med fokus på opbygning af den sunde jord.
Henrik Terp
Henrik Terp inviterer indenfor på Sanderumgaard tirsdag den 7. november, hvor der er markdemo med fokus på efterafgrøder og direkte såning.

Driftsleder Henrik Terp tager sig godt af jorden på Sanderumgaard. Det har han gjort med pløjefri dyrkning og conservation agriculture i mere end 20 år.

I den periode har jorden forandret sig fra at være en traditionelt dyrket mark med pløjning, fjernelse og halm og tilførsel af ammoniak til i dag at være en levende og sund jord med en god struktur, masser af humus og liv.

Det skyldes i høj grad principperne om sædskifte, reduceret jordbearbejdning og organisk materiale i jorden i form af efterafgrøder og halm.

Men jorden på Sanderumgaard er også velegnet til både kartofler og løg, som er en god forretning, og her bliver der rodet mere i jorden, end forskrifterne i conservation agriculture siger.

– Derfor er efterafgrøderne desto mere vigtige. Især efter humusnedbrydende afgrøder, hvor vi ikke får bygget kulstof op i jorden, siger Henrik Terp.


Efterafgrøder tilpasset kartoffelsædskifte
På Sanderumgaard er der krav om 40 procent lovpligtige efterafgrøder, så der har desværre ikke været plads til at bruge FRDKs særlige efterafgrødeblandinger Sund Jord Kartoffel/Roer, som ellers er målrettet genopbygning af jord efter kartofler og roer.

Blandingen indeholder blandt andet strukturator, lupin og boghvede, der søger i dybden og løsner, mens honningurt og boghvede er i stand til at øge fosforoptagelsen fra jorden. Desuden blomstrer disse to arter til gavn for bier og insekter.

Dog er der blevet plads til blandingen i et demoareal sammen med FRDKs øvrige tre signaturblandinger, som Henrik Terp og FRDK viser frem den 7. november fra 12.30 til 14.30.


Pløjefri dyrkning gør jorden modstandsdygtig overfor kartoffeldyrkning
Selvom kartofler og løg er hårde ved jorden, så modstår jorden det bedre og bedre, efterhånden som den er sundere og sundere.

– Det er meget sjældent, at vi har strukturskader efter jordbearbejdning, og fordi vi har opbygget en god struktur og en sund jord, så restituerer den hurtigere, fortæller Henrik Terp.

Kommer der nye forpagtninger ind i driften, der har været drevet med pløjning og fjernelse af halmen, kan han tydeligt mærke forskel.

– Selvom det er nøjagtig samme bonitet, så er vores jord meget mere bekvem at arbejde med, siger han.

Når der er markdemo den 7. november, bliver der også mulighed for at se vinterraps, der er sået direkte i en frøgræsmark.

Landbruget på Sanderumgaard

  • 900 hektar planteavl
  • Hvede, rug, raps, byg, strandsvingel, rødsvingel, rajgræs
  • Kartofler, løg, asparges, rabarber
  • Maskinliste:
    • Horsch Focus såmaskine
    • Horsch FM Harve, der kan harve både øverligt og i dybden

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.