I 2020 besluttede en gruppe litauiske landmænd og rådgivere at stifte foreningen LNTŽA for landmænd, der kører efter principperne i conservation agriculture.
I dag er der over 50 medlemmer fra hele Litauen i foreningen.
Det fortalte foreningens formand mr. Tautvydas Beinoras, da 25 danske landmænd for nylig var på studietur i Letland og Litauen. Her mødtes de til en mindre konference med repræsentanter for den litauiske forening.
Foreningen fungerer i store træk som FRDK, hvor det i vid udstrækning drejer sig om erfaringsudveksling, Medlemmerne mødes til faglige møder, i marken og tager på studieture.
Derudover arbejder foreningen politisk for at skubbe til udviklingen af conservation agriculture i landet.
Formanden oplyser, at der er tilskud til omlægning til conservation agriculture i Litauen.
Imødekommer tidens udfordringer
Tautvydas Beinoras, der selv har praktiske erfaringer med systemet både som landmand og konsulent, er ikke i tvivl om, at den reducerede jordbearbejdning er fremtidens dyrkningsform.
Især fordi vi står overfor nogle klimaændringer, der har stor effekt på landbrugsjorden. Der er regn og oversvømmelser samtidig med tørke og storme.
– Vi har oplevet frost den 3. juni og sne på blomstrende raps. Det er meget usædvanligt, sagde formanden til den danske delegation.
Jorden skal reddes
For at sikre en dyrkningssikker jord er det afgørende, at jordbearbejdningen minimeres.
– Dyb jordbearbejdning, der er meget udbredt i Lituaen, giver både jordsprækker, sandflugt og ødelægger overjorden og strukturen, siger Tautvydas Beinoras.
Han peger på det, han kalder »soil saving technologies«, som vejen til at få en mere robust og dyrkningssikker jord.
Det kræver, at landmændene begynder at agere anderledes end før.
– I vores forening er der plads til alle, der tænker anderledes og går nye veje, siger formanden.
Vil du med på studietur?
FRDK arrangerer jævnligt studieture med fokus på reduceret jordbearbejdning, og i efteråret går turen til Frankrig/Schweiz. Læs mere om turen her