Rådgiver modtager Det Knækkede Plovskær

Seniorrådgiver Erik Sandal, Velas, har modtaget FRDKs ærespris Det Knækkede Plovskær.
Formand Henrik Terp (tv.) overrækker æresprisen Det Knækkede Plovskær til seniorrådgiver Erik Sandal, Velas, der blandt andet er tidligere bestyrelsesmedlem i FRDK og FRDK PløjefriRådgiver.

Seniorrådgiver og planteavlskonsulent Erik Sandal er blevet tildelt FRDKs ærespris Det Knækkede Plovskær.

Det skete ved foreningens 25 års jubilæum, der blev afholdt på Sanderumgaard på Fyn i går.

Prisen gives til personer, der gennem deres virke har bidraget til kendskabet og udbredelsen af pløjefri dyrkning i Danmark.

Det er ikke givet, at FRDK uddeler prisen hvert år. Der skal en helt særlig indsats til, før man kan komme i betragtning.


Bagmand for forsøg med reduceret jordbearbejdning
Erik Sandal har været beskæftiget med pløjefri dyrkning og conservation agriculture helt tilbage fra starten af 00’erne, hvor han var ansat hos Seges. Her var han medforfatter af en rapport om miljøeffekter af conservation agriculture. Mens Erik Sandal var ansat på SEGES, fik han også startet en del demo-arealer op med sammenligning af pløjning og ikke-pløjning. Et par af dem eksisterer stadig i dag.

Senere blev han ansat hos LMO, det nuværende Velas, hvor han var en af drivkræfterne bag projekterne OptiTill og OptiPlant.

– De forsøg var for alvor med til at sætte reduceret jordbearbejdning på dagsordenen. Den dag i dag er det nogle af de bedste forsøg, der har været lavet indenfor dyrkningssystemet, sagde formand Henrik Terp, da han overrakte prisen.


Opstart at rådgivernetværk
I en tid, hvor meget få mennesker troede på reduceret jordbearbejdning, lykkedes det Erik Sandal at starte et netværk for rådgivere, der gerne ville specialisere sig indenfor reduceret jordbearbejdning.

Netværket, der er meget populært med omkring 30 rådgivere, eksisterer den dag i dag, hvor det drives af FRDK.

Erik Sandal er selv uddannet PløjefriRådgiver og som en af få rådgivere i Danmark desuden uddannet til at lave et PløjefriTjek, der er en analyse af en bedrifts potentiale og muligheder i forhold til reduceret jordbearbejdning.

– Der var ikke mange, der havde set lyset dengang. Men det havde du. Og det er en ting, der kendetegner dig. Du er god til at gennemskue de store sammenhænge, se perspektiver og muligheder, sagde formanden.


Populær rådgiver
Erik Sandal har været medlem af FRDKs bestyrelse ad to omgang, og senest var han formand for foreningens fagudvalg.

Han har sat et stort aftryk på foreningen. Blandt andet med udviklingen af FRDKs »Fire trin af conservation agriculture”, som blandt andet definerer regenerativt landbrug.

– Du bliver ikke nem at undvære. Jeg personligt skal nu vænne mig af med sætningen »Det skal vi lige have vendt med Erik«. Din store faglige indsigt har været særdeles værdifuld for FRDK, og det har vi nydt godt af.  Heldigvis fortsætter du din rådgiver-gerning lidt endnu, og der har vi glæde af dig som PløjefriRådgiver, sagde Henrik Terp.

Erik Sandals faglige viden har også betydet, at hans rådgivning er efterspurgt langt ud over hans naturlige rådgivningsområde.

Erik Sandal blev hurtigt budt velkommen i den eksklusive klub af tidligere modtagere af Det Knækkede Plovskær. Fra venstre ses Erik Sandal, Søren Ilsøe, Søren Søndergaard og Niels Damsgaard Hansen.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.