Mindeord: Hanne Schønning

FRDK har med stor beklagelse modtaget besked om, at tidligere kommunikationsmedarbejder Hanne Schønning er gået bort.

Tidligere kommunikationsmedarbejder hos FRDK, Hanne Schønning sov ind tirsdag den 6. februar efter længere tids sygdom.

Hanne var en højt skattet medarbejder gennem seks år, og hun efterlader sig et stort tomrum.

Hanne var oprindeligt uddannet jordbrugsteknolog og havde en lang karriere indenfor landbruget. Både som konsulent hos SEGES, planteavlsrådgiver i LRØ/Velas og dels rådgiver og produktchef i grovvarebranchen.

Titlen kommunikationskonsulent er måske ikke den mest sigende, når Hannes arbejdsopgaver skal beskrives. Men omvendt er det måske alligevel den, der bedst beskriver, hvad hun har gjort for foreningen.

Hanne varetog alt lige fra kontakt til medlemmer og PløjefriRådgivere, hun var sekretær for bestyrelsen, havde det administrative og faglige ansvar for foreningens ugentlige nyhedsbrev, som hun også udviklede og stod for i alle årene.

Det er derfor en ærgerlig formand for FRDK, Henrik Terp, der måtte sige farvel til en nøglemedarbejder.

– Hanne har haft afgørende betydning for, hvor FRDK er i dag, siger formanden, der understreger, at uden Hanne havde FRDK ikke haft næsten 700 medlemmer.

Udover at stå for den daglige drift, så var det også været Hanne, der fik bestyrelsens nogle gange flyvske ideer ført ud i livet.

– Hanne var helt eminent dygtig til at tage vores til tider abstrakte ideer, bryde dem op i bidder og få dem gjort til virkelighed og ført ud i livet. Hun var åben og nysgerrig, og det var nødvendigt for at følge den udvikling, som FRDK har været igennem, siger formanden.

En anden egenskab, som formanden fremhæver, var Hannes ihærdighed og vedholdenhed.

– Hanne havde en helt enormt struktureret tilgang til tingene, og det har virkelig betydet meget for at sikre fremdriften og for at få tingene gjort, siger han.

Hanne gav ikke sådan lige op. Det gjorde hun heller ikke overfor kræftsygdommen, som fik kamp til stregen.

Formand Henrik Terp lægger også stor vægt på, at Hanne Schønning altid var FRDKs kvinde.

– Hanne tænkte altid på FRDK, før hun tænkte på sig selv, og hun har altid været en loyal medarbejder, siger han.

Selv under det lange og opslidende sygdomsforløb har FRDKs ve og vel altid stået højt på hendes prioriteringsliste. Hverken sonde, kemobehandlinger eller utallige operationer holdt Hanne væk fra arbejdet, som hun varetog helt frem til 31. december 2023.

Kollegaerne i FRDK har også nydt godt af at have én som Hanne i teamet.

– Hanne var en rigtig god kollega, der var både respekteret og højt skattet af de andre ansatte, siger Henrik Terp.

Æret være Hannes minde

(Foto: Sara Skytte)

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.