Rasmus Hummeluhr, Suldrup, har næsten fået det pløjefri dyrkningssystem ind med modermælken. Hans far har været pløjefri landmand siden 2012.
Rasmus er fortsat med at drive jorderne på den fædrene gård, selvom den er solgt til en svineproducent.
– Jeg var ikke interesseret i grisene, fortæller Rasmus.
Han har holdt fast i det pløjefri system og driver i alt 300 hektar og kører også maskinstation. Han sår, udfører høstarbejde, dybdeharver, spreder gødning og sprøjter.
Han dyrker selv frøgræs, kartofler, vårbyg, vinterhvede, vinterraps, vinterrug og havre.
Og han har ingen plov.
– Hvis jeg af og til har problemer med græsukrudt, så hyrer jeg en til at pløje, fortæller han med et smil.
Stigende interesse
Da Rasmus og hans far startede på pløjefri dyrkning, pløjede størstedelen af kollegaerne i området. Men det har ændret sig.
– Der er flere og flere, der er blevet pløjefri, fortæller han.
Han sår med en Horsch Pronto 6DC, og den klarer stort set alle såopgaver, men den er særligt velegnet til de pløjefri systemer.



