2023/2024 har været præget af nedbør i ekstraordinære mængder. De specielle vækstforhold viser både fordele og ulemper ved de forskellige etablerings- og jordbehandlingsstrategier.
Etableringstidspunktet i efteråret 2023 viste sig at være afgørende for udbyttet. Mange steder har tidligt etablerede marker, der typisk også er dem, der er efter de gode forfrugter som raps, skuffet og givet mindre end marker etableret midt september.
Årsagerne er mange: ny svampesygdom, mulig påvirkning af havrerødsot, gødningsmangel, goldfodsyge og sandsynligvis flere andre faktorer.
Vintersæd giver ikke topudbytter, når rødderne står i vand (under vand) en større del af vækstsæsonen. I året findes eksempler på, at marker etableret uden plov har klaret sig bedre end dem etableret med plov, men også det modsatte ses, hvor der kan laves relevante sammenligninger.
Dræningstilstanden er afgørende
For mig at se er det ikke etableringsmetoden, der her har størst betydning, men om jorden har en rimelig dræningstilstand, og om der er et vækst- og vandstandsende lag eller ej.
Det vækststandsende lag er typisk en pløjesål, men også marker etableret uden plov, hvor der endnu ikke er dannet en stabil profil ned gennem jorden, har givet udfordringer.
De grovsandede jorde bliver særligt udfordret, da de nemt pakker meget hårdt, hvis der ikke er et højt indhold og god aktivitet af organisk materiale.
Jorde dyrket uden plov igennem mange år, hvor der regelmæssigt har været gode efterafgrøder, har været bedre til at afdræne og har derfor ikke været så påvirket af den megen nedbør som andre jorde.
Stor kapacitet ved pløjefri dyrkning
Mange har også kapacitet som en væsentlig faktor, når der vælges jordbearbejdning og etablering, hvor etablering uden plov forventes at give den største kapacitet. Som efteråret 2023 var, nåede alle at etablere den vintersæd de ønskede inden det blev for sent.
Foråret 2024 var lokalt væsentligt mere udfordret. Her ses en klar tendens til, at jo tidligere etablering jo bedre udbytte. Hvor der praktiseres minimal jordbehandling, kræver det lidt flere tørvejrsdage, men forskellen mellem pløjet og ikke pløjet var ikke stor.
Til gengæld ses en stor forskel på, hvordan jordene kan klare store vandmængder efter etableringen. Her er der en klar tendens til, at de pløjede arealer har større tendens til at slemme sammen, og især dette sammen med sen etablering har givet nogle af de dårligste udbytter i de pløjede systemer.
Efterafgrøder er afgørende
Efterafgrødens tilstand forud for jordbehandling i foråret har dog kæmpe betydning for jordens evne til at afdræne. Hvis ikke det har været tydeligt tidligere, blev det i 2024. Forudsætningen for succes med vårsæd dyrket uden plov er den gode og dybdegående efterafgrøde.
I det våde forår 2024 var det en klar fordel, at marken hurtigst mulig blev farbar for udspredning af handelsgødning og gylle. Her er der en klar fordel til arealer etableret uden plov.
I nogle marker kan en stor del af det skuffende udbytte forklares med, at det ikke var muligt at køre gødning i marken, da afgrøden havde behov.