Investeringsforvalter satser på grøn profil med reduceret jordbearbejdning

Selskabet International Woodland Company A/S vil gerne have mere pløjefri dyrkning og conservation agriculture på deres arealer for at sikre både en grøn profil og jordens sundhed i mange år frem.
Hvede sået direkte efter raps

Investeringsselskabet International Woodland Company (IWC) vil styrke sin grønne profil. En af vejene dertil skal blandt andet være gennem den reducerede jordbearbejdning.

Det oplyser ESG Investment Manager Andreas Baattrup Reitzel.

– Vi mærker en stigende interesse fra vores kunder for, at deres investeringer er bæredygtige i forhold til deres ESG-profiler. Derfor kigger på vi nu på, om vi kan indgå samarbejde med flere landmænd, der arbejder med pløjefri dyrkning og conservation agriculture, siger han.

International Woodland Company, der også investerer i skov, etablerede for cirka seks år siden en afdeling, der arbejder med opkøb og videreforpagtning af landbrugsjord.

I den afdeling starter de nu et projekt op sammen med landmænd, der arbejder indenfor den reducerede jordbearbejdning. Derudover laver de også samarbejde med både konventionelle og økologiske landbrug.

Store pensionskasser og forsikringsselskaber udgør deres kundeportefølje, og det er især derfra, at selskabet mærker behovet for grønne investeringer.

– Internationalt set er der også en større efterspørgsel efter bæredygtige landbrugsinvesteringer, som vi selvfølgelig meget gerne vil kunne imødekomme og CA-dyrkning passer rigtig godt hertil, siger Andreas Baattrup Reitzel.

Sikring af investeringen
Udover efterspørgsel fra kunderne er en af årsagerne til fokusset på reduceret jordbearbejdning desuden, at IWC vil sikre sine investeringer i mange år frem.

– Vi vil gerne passe på vores investering, så vi også har en jord, der er til at leje ud om 20 eller 30 år. Vi er opmærksomme på, at der ikke sker en overudnyttelse af vores ressourcer, siger Andreas Baattrup Reitzel.

IWC indgår som oftest kontrakter på 10 år eller mere, og det giver landmanden et større incitament til at gøre jordforbedrende tiltag.

– En forpagterjord, der kun er lavet aftale om i fem år, er ofte en udsat jord, og for at sikre at jorden drives bæredygtigt, tilbyder vi længere kontrakter, siger Lukas Sønderskov Hansen, der er Senior Investment Manager i landbrugsafdelingen.


Samarbejde
Hvordan jorden helt konkret skal drives aftales mellem forpagteren og IWC.

– Det kan sagtens være en landmand, der er nysgerrig på at komme i gang med reduceret jordbearbejdning, vi indgår samarbejde med. Det vigtigste er, at han eller hun har evner indenfor den reducerede jordbearbejdning, har energi til at prøve det og har udsyn nok til at gøre noget andet, end det man plejer, siger Andreas Baattrup Reitzel.


Leje fremfor eje
Der er også mange muligheder for, hvordan man kommer i gang med et samarbejde. Enten finder IWC jorden via salgsannoncer og søger efter en forpagter, eller de bliver kontaktet af sælgere.

IWC oplever, at der er en stigende interesse for at forpagte jord fremfor at eje det.

– Vi oplever, at der i stigende grad er landmænd, der ønsker at udvikle deres bedrift, uden nødvendigvis at stå med den store risiko, der er, ved at skulle investere mange penge.

– Vi har erfaringer fra hele verden, så hvis der er nogen, der drømmer om udlandet, så er det også en mulighed, siger Lukas Sønderskov Hansen.


Spændende udvikling
Både han og kollegaen Andreas Baattrup Reitzel har begge landbrugsbaggrund, og de synes, det er en spændende opgave at finde flere pløjefri og CA-landmænd til nye samarbejder.

– Der er ingen tvivl om, at det er dyrkningsformer, der vinder frem, og vi synes, det er rigtig spændende at være med på den rejse og være med til at præge udviklingen ved at sætte fokus på reduceret jordbearbejdning, siger Lukas Sønderskov Hansen.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.