FRDK ansætter Annette Vestergaard

Agronom Annette Vestergaard er ansat i FRDK.
Annette Vestergaard
Det er agronom og faglig ekspert i FRDK, Annette Vestergaard, der står bag rapporten

Agronom Annette Vibeke Vestergaard er ansat i FRDK som faglig ekspert. Her bliver hendes primære opgave ledelse af projektet Carbon Farm, som er et samarbejde mellem FRDK, Innovationscenter for Økologi, universiteter med flere.

Derudover kommer hun til at tegne FRDKs faglige profil og understøtte foreningens strategi om at udbrede kendskabet til de pløjefri dyrkningssystemer og få systemerne bragt ind i den aktuelle dagsorden.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at reduceret jordbearbejdning og den sunde jord er vigtige elementer i fremtidens dyrkningssystem, fordi det passer ind i det bæredygtigheds- og klimafokus, vi har i dag, siger Annette Vibeke Vestergaard, der glæder sig til samarbejdet med FRDK.

Hun har arbejdet med den sunde jord i næsten 25 år, og følger tæt den rivende udvikling, der er på området i dag.

– Nu har vi haft stor fokus på næringsstoffer i mange år, men det udvides nu i stigende grad med jordens biologi og interaktioner mellem jord og planter, og det er jeg meget nysgerrig på. Selvom jeg ved meget om den sunde jord, så er der stadig masser at lære, siger hun.

Annette Vestergaard er et kendt ansigt indenfor dansk planteavl og kommer senest fra en stilling som landskonsulent hos SEGES, hvor hun blandt andet var projektleder på Sund Jord- og Grobund-projekterne. Hun har desuden arbejdet med biokul, kompost og udnyttelse af husdyrgødning, da hun var ansat som specialkonsulent i organisk gødning og jordforbedringsmidler også hos SEGES.

Hun har tidligere været ansat hos Økologisk Landsforening, hvor hun også var projektleder, og har desuden i 12 år været planteavlskonsulent og specialkonsulent i pløjefri dyrkning hos Djursland Landboforening.

Annette Vestergaard er også et kendt ansigt i FRDK, hvor hun i en årrække har været både bestyrelsesmedlem og observatør for SEGES.

– Vi er enormt stolte over, at vi har ansat Annette Vestergaard, og vi har nu et særdeles stærkt, fagligt fundament, siger formand for FRDK, Henrik Terp.

– Vi oplever en stigende interesse for dyrkningssystemerne, og vi har positiv medlemstilgang. Med vores forstærkede faglige profil er vi nu klar til at imødekomme den store interesse og få cementeret den reducerede jordbearbejdning som fremtidens dyrkningssystem, siger formanden.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.