Boganmeldelse: Lysbønder

I den nye bog Lysbønder får man et godt indblik i de metoder, en gruppe af danske landmænd dyrker deres jord efter, og som de mener, er regenerativt landbrug.

Alle taler om det. Ingen ved rigtig, hvad det er. Regenerativt landbrug. Det er et af tidens hotteste ord, og alle de store fødevarevirksomheder peger på den dyrkningsmetode som fremtidens landbrug.

Endnu findes der ingen officiel definition på begrebet, og der er store diskussioner om, hvad den regenerative dyrkningsmetode skal indeholde.

FRDK har lavet en definition, hvor regenerativt landbrug i bund og grund er conservation agriculture med yderligere fokus på minimering af input som kunstgødning og kemi, introduktion af husdyr i marken samt fokus på jordens mikrobiologi. Den definition matcher de store fødevarevirksomheders definitioner i store træk.

I bogen Lysbønder, der er skrevet af de to antropologer Sofie Isager Ahl og Sille Skovgaard, præsenteres læseren for 11 forskellige landmænds tanker og ideer om at genopbygge jordens sundhed.

Læseren møder såvel landmænd, som gartnere og rådgivere i bogen, der er en såkaldt samtalebog.

Bogens titel »Lysbønder« refererer til, at landmændene høster sollys med planterne på jorden til føde til jordens mikroliv. Blandt andet gennem grønne marker året rundt.

Tager patent på begrebet
Langt hen ad vejen stemmer FRDKs mission om at opbygge en sund jord og få en bedre jordfrugtbarhed godt overens med tankerne i borgen. Vi er enige i, at man alt for mange steder har udpint jorden ved at holde fast i de traditionelle, konventionelle metoder.

Men set ud fra en FRDK-synsvinkel er det ærgerligt, at forfatterne låser sig fast på, at deres definition er den eneste rigtige.

Conservation agriculture bliver kritiseret for sit forbrug af kunstgødning, gylle og kemi, men det er jo ikke hele sandheden, for mange CA-landmand arbejder jo netop med at minimere input, og det er endnu ikke vedtaget, at man i regenerativt landbrug ikke må bruge gødning eller kemi.

I FRDK har vi stor fokus på, at der også skal produceres tilstrækkelige med fødevarer til en stadig voksende verdensbefolkning, mens vi genopbygger jorden, og vi har stadig til gode at se, at det kan lade sig gøre helt uden input.

Det er dog heller ikke lykkedes at skrive en hel bog om regenerativt landbrug uden at nævne FRDK. Vi dukker op i skikkelse af Søren Ilsøe og vores efterafgrøder.

Bogen giver dog et rigtig godt indblik i de regenerative tanker, og der er masser af inspiration at hente, hvis man selv går med tanker om et mere regenerativt landbrug.

Titel: Lysbønder – Samtaler om genopbygningen af jorden i Danmark
Forfatter(e): Sofie Isager Ahl og Sille Skovgaard
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Forlaget Virkelig

Anmeldelse

Bogen får 3 ud af 6 regnorm

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.