Efterafgrøderne arbejder hele vinteren igennem

Hos Martin Molbo i Ulstrup ved Randers er der stadig masser af liv i efterafgrødeblandingen FRDK Kvælstoffabrikken.
Kvælstoffabrikken
Vikke og kløver er stadig i fuld vigør i Kvælstoffabrikken og fremstår grønne og kraftige.

Der har hen over vinteren været både hård frost, sne og enorme mængder nedbør, men på 34 hektar med Kvælstoffabrikken hos pløjefri landmand og griseproducent Martin Molbo i Ulstrup er der masser af liv i marken.

Vikken og kløveren er grøn og står stadigvæk kraftigt. Olieræddikkerødderne er også stadig i vigør og tydelige jordoverfladen, mens honningurten er død og i fuld gang med at blive omsat.

Martin Molbo, der også sidder i FRDKs bestyrelse og er formand for ShopFRDK, der sælger efterafgrødefrøene, var en af de landmænd, der sidste år sikrede sig blandingen, der er godkendt som lovpligtig efterafgrøde med 25 procent kvælstoffikserende arter.


Plantemassen over jorden snyder
Efterafgrøderne er sået på forskellige tidspunkter. På den lette jord er der sået i de første dage i august, mens der er sået den 18. august på de bedre jorder.

De er etableret efter en tallerkenharvning.

Der var klar forskel på planternes udvikling. På de tidligt såede marker blev planterne høje og kraftige, mens de var mindre og lavere på de sent såede arealer. Dog blev de så kraftige, at de dækkede jorden også på de sent såede marker,

– Og det er jo det vigtigste, siger Martin Molbo.

Selvom der var forskel over jorden, så var der masser af rødder og liv under jorden.

– Jeg var ude at grave, og der var nogle helt enormt kraftige rødder, selvom planterne ikke synede at meget over jorden, fortæller han.


Overvejer får til afgræsning af efterafgrøder
De store, tykke olieræddike-rødder ses stadigvæk tydeligt i overfladen, og Martin Molbo er lidt bekymret for, om de kan finde på at spire igen. Han overvejer derfor at få får til at afgræsse efterafgrøderne til næste år.

– Jeg har set andre, der har god effekt af, at fårene gnaver rødderne helt ned, fortæller han.


Klar til vårbyg
Nu skal Kvælstoffabrikken køre frem til i hvert fald 1. februar, for den må ikke destrueres før.

Martin Molbo er spændt på at se, hvor meget kvælstof efterafgrøderne har hentet til næste afgrøde, som er vårbyg. Vårbyggen skal sås efter en let harvning eller nedfældning af gylle.

Kvælstoffabrikken vinter
Olieræddikerne er også stadig i live og har fået nogle store og kraftige rødder.

Martin Molbo
Martin Molbo er spændt på at se, hvor meget kvælstof efterafgrøderne har hentet til næste afgrøde, som er vårbyg.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.