Har du udfordringer med at styre græsukrudtet, så er det nu, at handleplanen for næste år skal lægges. Gerne sammen med din PløjefriRådgiver for at få belyst alle mulighederne.
Skal sædskiftet ændres? Eller skal dyrkningsmetoden tages op til revision og for eksempel ændres til no-till, strip-till eller almindelig pløjefri dyrkning?
Det er en god ide at tænke hele IPM-værktøjskassen ind, hvor de væsentligste emner er sædskifte, såtidspunkt, jordbearbejdning og etableringsmetode og stubmanagement
Stubmanagement
Chancen for kemisk bekæmpelse synger nu på sidste vers og den eneste mulighed, der på nuværende tidspunkt er tilbage, er afslåning i befængte områder af marken med henblik på at mindske frøsætningen.
Rettes blikket hen imod perioden efter høst, er det en fordel at lade stubben ligge urørt efter høst fremfor at harve i jorden. Undersøgelser har nemlig vist, at henfald i urørt stub bekæmper spildfrø bedre end ved harvning i for eksempel 2 centimeters dybde efter høst.
Ærter og hestebønner er velkomne gæster i et anstrengt kornsædskifte, hvor man har problemer med græsukrudt
Jens Hansen
Bælgsæden øges
Mange steder er hestebønner kommet ind på de robuste jorde og klarer sig godt her.
Dyrker man derimod bønnerne på lettere jord, opstår der ofte udfordringer med vandforsyningen i de langvarige tørkeperioder, der efterhånden dominerer billedet. Det koster udbytte, da hestebønner er meget følsomme over for vandmangel, især omkring blomstring.
Ærter kan imidlertid være et interessant alternativ til hestebønner. Ærter egner sig nemlig bedre til de milde og varierende jordtyper end hestebønner, men kan fint dyrkes på alle jordtyper.
Bekæmpelse af græsukrudt
I både ærter og hestebønner er der mulighed for at bekæmpe grove græsser med Focus Ultra eller Agil i 2-3 blads-stadiet. Afgrøderne er således velkomne gæster i et anstrengt kornsædskifte, hvor man måske endda har problemer med græsukrudt, jævnfør ovenstående.

De væsentligste redskaber i IPM-værktøjskassen
- Sædskifte
- Såtidspunkt
- Jordbearbejdning og etableringsmetode
- Stubmanagement