Artikelforfatter

Tidlig høst og god indtjening i efterårs-sået vårhvede

Søren Ilsøe fra Knudstrupgaard ved Fjenneslev, høstede sidste tirsdag 6. august sin efterårssåede vårhvede. Denne vårhvede af sorten Alondra, er etableret direkte med en Weaving såmaskine i en kraftig efterafgrøde den 6. november 2018. Efterafgrøden, som bestod af Olieræddike og Honningurt blev nedvisnet med 840 g glyfosat pr. ha 10 dage efter, den 16. november 2018.

Foto: Søren Ilsøe

Gode udbytter
Søren fortæller, at han i gennemsnit har høstet 7 tons pr. ha, men at udbyttemåleren flere steder viste 8-9 tons pr. ha. Den store forskel er udtryk for områder i marken, der er i dårlig dræningstilstand og giver derfor en stor motivation til at få disse forhold forbedret.
1000 kr. mere pr. ha i forhold til maltbyg
Med dagens pris på 122 kr. for maltbyg og 136 kr. for brødhvede, giver det en forskel på 14 kr. pr. hkg, svarende til en brutto-mer-indtjening i forhold til byg, på små 1000 kr. pr. ha, forudsat at der også her høstes 7 tons pr. ha! En anden sammenligning kan gøres til en forårssået vårhvede, som erfaringsmæssigt i bedste fald giver 6,5 tons pr. ha. Her er en brutto-mer-indtjening derfor små 700 kr. højere pr. ha.
Skal der behandles mere mod svampe?
De argumenter der har været imod en efterårssået vårhvede, er risiko for mere intensiv svampebekæmpelse, da vårhvede er ret modtagelig for gulrust. Søren observerede, at da eksempelvis Benchmark vinterhvede var smækfuld af gulrust forholdsvis tidligt i sæsonen, da havde vårhveden ingen angreb. Han gav dog en forebyggende behandling med 0,25 Folicur Xpert den 14. maj og fulgte op med 0,4 Propulse den 4. juni. Disse svampebehandlinger var nok til at holde afgrøden sund indtil høst. Af ukrudtsbehandling ud over nedvisning med glyfosat lige efter etablering, er der kun udbragt 100 gram Broadway pr. ha den 14. maj. Dette til trods for at afgrøden kun var en smule angrebet af ukrudt.
Dækningsbidrag I over 7000 kr. pr. ha
Med en indtjening på 9520 kr. pr. ha og beregnede variable omkostninger på i alt 2097 kr. pr. ha, som er inklusiv egen udsæd, handelsgødning og planteværn, giver det et dækningsbidrag I på i alt 7423 kr. pr. ha.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.