Artikelforfatter

Pløjefrit areal op med 25 procent

Danske landmænd er på vej til at blive langt mere klimavenlige ved at droppe pløjning forud for såning, viser de nyeste tal fra Danmark Statistik. Hele 356.280 hektar blev i 2018 sået uden forudgående pløjning - og det er 28 procent større end økoarealet.

Foto: Niels Damsgaard Hansen. Det er i høj grad alt det, der foregår under jorden, som er interessant. Her er det Torben Bay Jørgensen fra FRDK-bestyrelsen, som ser på sin jord.

Pressemeddelelse.

16 procent af arealet dyrkes uden plov
Helt dugfriske data fra Danmarks Statistik viser nemlig, at arealet tilsået ”uden forudgående vendende bearbejdning” var 356.280 hektar i 2018.

Hvilket svarer til 16 procent af landbrugsarealet med skiftende afgrøder.

– Det er en fremgang på 25 procent i forhold til 2016, konstaterer Henrik Terp, formand for Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK).

Bliver mere klimavenlige
– Et stort plus ved at droppe ploven er, at vi kan hive CO2 ud af atmosfæren og lagre den som livgivende humus i vores jord, forklarer Henrik Terp.

Et andet plus er, at mindre roden i jorden øger biodiversiteten meget betragteligt i markerne.

– De seneste års projekter viser meget tydeligt, at vi får langt flere insekter, regnorme og fugle, når vi undlader jordbearbejdning udover såningen, påpeger han.

På vej mod Conservation Agriculture
– Jeg tror, at vi i de kommende år vil se dette areal stige endnu mere, da det rummer nogle klare fordele både med hensyn til klima, biodiversitet og økonomi, siger Henrik Terp.

Ved at så afgrøderne med en såmaskine, der kun bearbejder en lille del af markens overflade, skal der desuden bruges en mindre traktor og betydeligt mindre brændstof.

Når det kombineres med planter eller planterester året rundt på markerne og et sundt skifte mellem forskellige planter, batter det for alvor noget med hensyn til at suge CO2 ud af luften og øge biodiversiteten.

– Vi kalder det Conservation Agriculture, fortæller han.

Brug for meget mere forskning
Måske lyder det nemt og lige til at skifte over til Conservation Agriculture.

– Men vi har årtusinders tradition for måden at dyrke jorden på. Det kan ikke ændres natten over, fremhæver Henrik Terp.

Slet ikke, når landmændenes økonomi også er trængt.

– Vi mangler både viden og incitament til at gå i gang med pløjefri dyrkning i landbruget. Men heldigvis er de unge landmænd meget interesserede i det her.

– Med omlægningstilskud eller andre former for incitamenter kommer Conservation Agriculture til at spille en langt større rolle i fremtiden, mener han.

Han peger desuden på, at det er på tide, at en meget større andel af de fælles midler i landbrugets fonde og fra staten går til forskning på området.

– Interessen er der, og det er oplagt for den nye regering og folketing at satse langt mere på Conservation Agriculture, lyder Henrik Terps opfordring.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.