Pilen peger op for biostimulanter

Planteavler Carl Christian Pedersen, Dronninglund, er positiv efter at have testet biostimulanter. Især ærterne så ud til at kvittere, og han laver flere afprøvninger næste år.
Ærterne havde i år fået biostimulanter. De voksede bedre end nogensinde og gav omkring fem ton pr. hektar. Planteavler Carl Christian Pedersen er derfor helt klar på at teste biostimulanter igen.

Carl Christian Pedersen, der driver 425 hektar planteavl ved Dronninglund i Østvendsyssel, har aldrig set så flotte ærter, som i år. Og han har drevet planteavl i mere end 45 år.

– Jeg har sjældent set ærter gro så meget og så hurtigt. De blev højere end traktorhjulet og satte rigtig mange bælge. Desuden holdt de sig grønne rigtig længe, fortæller han.

Før ærterne blev sået, sprøjtede han biostimulanten AzofixRhizo fra virksomheden Bioenergy LT ud på jorden. Produktet, der består af bakterier, danner symbiose med ærteplantens rødder, og øger plantens evne til at fiksere kvælstof fra luften, oplyser virksomheden.

Ærterne gav et udbytte på omkring fem ton, som Carl Christian vurderer som tilfredsstillende året taget i betragtning.


Biologisk bejdse af eget såsæd
Det er ikke kun ærterne, der blev behandlet med biostimulanter. Det gjorde såsæden også.

Carl Christian Pedersen laver selv en del af den såsæd, der skal bruges. I foråret bejdsede han med produktet Bacto-Seed også fra Bioenergy LT.

Ifølge producenten fremmer det frøets levedygtighed og spiringsevne, samtidig med at det forbedrer vækst og udvikling af roden og øger optagelsen af fosfor og kalium i jorden.

– Jeg har ikke kunnet se noget på kornet med det blotte øje, men det har også været en meget speciel vækstsæson med først tørke og sidenhen ekstreme mængder vand, siger han.


Øger jordens sundhed
Hveden, der er sået her i efteråret, er også af egen sæsåd, og der er igen bejdset med Bacto-Seed.

– Jeg har arbejdet med jordens sundhed i al den tid, jeg har drevet planteavl. Vi har ladet halmen ligge, tilført dybstrøelse og gylle, dyrket efterafgrøder og kørt reduceret jordbearbejdning. Jeg synes derfor, det er meget spændende at udforske, om biostimulanter kan være med til at øge jordens sundhed yderligere, siger han.

Jordsundhed bliver et af de parametre, landbruget bliver målt og vejet på fremover. Der er Carl Christian Pedersen, der er formand for den lokale landboforening Agri Nord og medlem af L&F’s forretningsudvalg, ikke i tvivl om.

– Det er nogle interessant tanker, der ligger i at udnytte biologien i højere grad, og det er også de tanker, der blandt andet ligger i den kommende CAP-reform, siger han.


Ikke færdig med at afprøve
Resultaterne i år har været så gode, at den erfarne planteavler ikke er færdig med at teste biostimulanter. Næste år vil han være mere omhyggelig med at anlægge forsøgene, blandt andet med sprøjtevinduer.

– Der bliver jo sagt og skrevet meget om biostimulanter, og den eneste måde at finde ud af, om det virker, er at teste det på sin egen jord, siger han.

Han følger også spændt med i, hvad Seges’ treårige forsøg med Bioenergys produkter munder ud i.

– Måske er nogle af produkterne oversolgt, men det kan også være, at andet rammer skiven. Det er jeg nødt til at prøve af, siger han.

Jordsundhed har altid været i højsædet for planteavler Carl Christian Pedersen. Halmen er snittet, der har været tilført dybstrøelse og gylle, dyrket efterafgrøder og kørt reduceret jordbearbejdning. Nu tester han, om biostimulanter kan øge sundheden yderligere. Udsæden til hveden, der er sået her i efteråret, er bejdset med biostimulanter.
Ærterne, der i år havde fået biostimulanter, groede meget og hurtigt. De blev højere end traktorhjulet og satte rigtig mange bælge. Desuden holdt de sig grønne rigtig længe.

Om Bioenergy LT

  • Litauisk virksomhed med egen fabrik, der udvikler og producerer en række forskellige biostimulanter til at  reducere omkostninger, forbedre næringsoptagelsen, optimere planternes og jordens sundhed samt modstandsdygtighed over for klimaændringer
  • Virksomheden beskæftiger et team af mikrobiologer
  • Historien går mere end 20 år tilbage og der er dermed to årtiers erfaring med udvikling af mikrobiologiske produkter
  • Sælger deres produkter i mere end 34 lande verden over
  • Dansk forhandler – se biostimulanter.dk


Om bedriften

  • Beliggende ved Dronninglund i Østvendsyssel
  • Omfatter ejendommene Dronninglund Slot, Dronninglund Hovedgaard og Vester Nejsig
  • Ejes og drives af Carl Christian Pedersen
  • 425 hektar planteavl, skovbrug og udlejning
  • Markplan 2024: rajgræs, raps, hvede, rug, byg og havre
  • Reduceret jordbearbejdning siden de første såmaskiner til såning i harvet jord kom
  • Maskinliste:
    • Beliggende ved Dronninglund i Østvendsyssel
    • Omfatter ejendommene Dronninglund Slot, Dronninglund Hovedgaard og Vester Nejsig
    • Ejes og drives af Carl Christian Pedersen
    • 425 hektar planteavl, skovbrug og udlejning
    • Markplan 2024: rajgræs, raps, hvede, rug, byg og havre
    • Reduceret jordbearbejdning siden de første såmaskiner til såning i harvet jord kom

Del denne artikel

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.