Jens Bjerggård Kristensen er til daglig planterådgiver med speciale indenfor salgsafgrøder hos SAGRO og PløjefriRådgiver via FRDK.
Han har en kandidatgrad i Agrobiologi – Planteernæring og -sundhed fra Aarhus Universitet. Han skrev speciale om langsigtede effekter af efterafgrøder og halmtilførsel på jordens struktur og funktioner.
Jens har gradvist øget sin berøringsflade med pløjefri dyrkning over det sidste 1,5 år i forbindelse med arbejdet som planterådgiver og trækker ofte på sin viden om jordfysik og kemi.
– Jeg er PløjefriRådgiver, da jeg hurtigt indså, at der var mange gode incitamenter for at reducere jordbearbejdningen i mit geografiske område, som hovedsageligt er jordbundstype 1 til 4. Mit formål med at være PløjefriRådgiver er at hjælpe landmanden med at opbygge jordens fertilitet og undgå erosion på en rentabel måde. Med bæredygtighed, klima og miljø på agendaen er PløjefriRådgiver en fremtidssikret titel, siger Jens Bjergård Kristensen.
Et stærkt netværk
FRDK faciliterer et netværk for specialrådgivere indenfor pløjefri dyrkning og conservation agriculture. Vi kalder dem PløjefriRådgivere.
Igennem netværket bliver de fagligt opdateret og klædt på til at rådgive indenfor dyrkningssystemerne. Samtidig giver det dem et fagligt fællesskab med mulighed for sparring med andre rådgivere, der arbejder med det samme som dem.