FRDK er først og fremmest en forening, der er til for sine medlemmers skyld og for at varetage medlemmernes interesser.
Det gælder også salget af efterafgrøder, som ikke har kommercielle interesser, men som udelukkende er sat i verden for at sikre medlemmerne de bedste og billigste efterafgrøder.
– Tænk på, at overskuddet går tilbage til foreningen og ender ikke andres lommer, siger Martin Molbo, der er formand for ShopFRDK.
Det var med den baggrund, at foreningen i sin tid gik ind i salg af efterafgrøder. Det var en tid, hvor udbuddet i Danmark var både lille, og de få varer, der var på markedet, var dyre.
Det er de ikke længere, takket være FRDKs indsats på markedet.
Overskud går til medlemmerne
Foreningen bruger overskuddet fra salget til viden, der er til gavn for medlemmerne.
– Vi vil være først og bedst, men det kræver, at vi laver forsøg, tager prøver og laver dokumentation. Tænk på det næste gang, I vælger os fra på grund af nogle få ørers prisforskel på en enkelt frøtype siger formand for ShopFRDK, Martin Molbo.
Der er brug for masser af ny viden.
– Vi er allerede i gang med at udvikle blandinger til companion crops i raps, vi kigger på arter og sorter til samdyrkning og undersåning, og som noget helt nyt vil vi undersøge mulighederne for at dyrke en biomasseafgrøde efter hovedafgrøden. Der er masser at tage fat på, og ShopFRDK går en særdeles spændende fremtid i møde, siger formanden.
Nye tider i ShopFRDK
Efter mere end 10 års samarbejde med det tyske frøfirma Freudenberger, fik FRDK i starten af 2023 ny leverandør.
I 2022 mistede foreningen både distributør og en mangeårige salgsmedarbejder, som begge valgte at stoppe samarbejdet.
– Vi stod uden fragt- og salgsløsning, og det kunne Freudenberger ikke hjælpe os med, fortæller Martin Molbo, der er bestyrelsesmedlem i FRDK og formand for ShopFRDK i dag.
Et nyt samarbejde med DLF var derfor kærkomment. FRDK overtog selv driften af salget og udviklede en ny webshop, mens DLF stod for produktion og distribution.
– Samarbejdet har effektiviseret hele shoppen, og vi kan i dag tilbyde vores medlemmer bedre betalingsvilkår og hurtigere levering, fortæller Martin Molbo.
Ny rolle
Efter at have påvirket markedsprisen i en årrække har ShopFRDK efterhånden fået en ny mission. Priserne har fundet et fornuftigt leje, og fokus har ændret sig.
– ShopFRDK skal i dag primært være de bedste og levere de bedste frø og blandinger. Det har vi alle muligheder for. Ikke alene er vi den forening i Danmark, der har mest viden om efterafgrøder, men vi har også fået en af verdens bedste frøfirmaer i ryggen – nemlig danske DLF, som leverer frø af absolut topkvalitet, siger Martin Molbo.
Forbedrede blandinger
Efter af have indgået det nye samarbejde er FRDKs specialblandinger ændret en smule. Blandt andet er nogle af sorterne erstattet med danske sorter. For eksempel olieræddike.
– De nye sorter er mere egnede under danske forhold, idet de har oprindelse i Danmark. Det er en klar styrkelse af vores blandinger, siger Martin Molbo.
Udover de rent biologiske fordele ved at bruge danske frø i blandingerne, ser FRDK også en stor værdi i at handle med en dansk leverandør.
– Vi vil også gerne støtte en dansk landbrugsproduktion, og på den måde støtter vi også indirekte en række af vores egne medlemmer, som selv er leverandører til DLF. Vi behøver jo ikke købe udenlandsk, når vi har et dansk alternativ, siger Martin Molbo.