FRDK hædrer mestre i sund jord

På årets generalforsamling i Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) blev medlemmer og samarbejdspartnere, der har gjort noget særligt for udbredelsen af den pløjefri dyrkning, hædret.
Landskonsulent Janne Aalborg Nielsen, Seges, modtog i går FRDKs ærespris Det Knækkede Plovskær. Her ses hun sammen med formand Henrik Terp, der overrakte prisen.

I FRDKs formålsparagraf står der, at foreningens formål er at fremme anvendelsen af reduceret jordbearbejdning i Danmark.

I år belønnede foreningen de medlemmer, der har gjort en ekstra indsats for, at FRDK kan opfylde formålet. Det skete på foreningens generalforsamling, der i dag blev afholdt på Dalum Landbrugsskole på Fyn med 145 deltagere.

De hædrede medlemmer drejer sig om Martin Molbo, Søren Staun og samarbejdspartner Janne Aalborg Nielsen fra Seges.


Fremtidens landmand
Bestyrelsesmedlem og CA-landmand Martin Molbo blev tidligere i år på Landbrug & Fødevarers plantekongres udnævnt til Fremtidens Landmand. Det gjorde han på baggrund at hans mange bæredygtige indsatser på bedriften.

Martin Molbo driver et CA-landbrug på 500 hektar planteavl, og han har 675 søer med smågriseproduktion i Ulstrup ved Randers.

– Det er godt gået, og vi er meget stolte over, at du er medlem af vores forening, sagde formand Henrik Terp.


Bedst til sund jord
Medlem Søren Staun blev hædret for at have vundet den danske udgave af den internationale konkurrence Soil Your Undies. Den gik ud på at have den sundeste jord, som hurtigst kunne omsætte et par hvide bomuldsunderbukser.

Søren Staun bor i Nibe ved Aalborg, hvor han driver 180 hektar økologisk planteavl, men arbejder også med reduceret jordbearbejdning i konceptet Bio Komplet Agri Dyrkning. S

– Også her var vi rigtig stolte over, at titlen gik til et FRDK-medlem, sagde formanden.


Seges-profil modtager ærespris
FRDKs ærespis Det Knækkede Plovskær gik i år til landskonsulent hos Seges, Janne Aalborg Nielsen.

– Det er en kæmpe ære at modtage prisen, og jeg er både meget stolt og ydmyg over det, sagde prismodtageren, der lovede, at prisen får en plads på kontoret på Seges.

Prisen gives til personer, der gennem deres virke har bidraget til kendskabet og udbredelsen af pløjefri dyrkning i Danmark. Det er ikke givet, at FRDK uddeler prisen hvert år. Der skal en helt særlig indsats til, før man kan komme i betragtning.

En sådan indsats har Janne Aalborg Nielsen gjort.

– Janne har om nogen været med til at sætte vigtigheden af en sund jord på dagsordenen i dansk landbrug. Både i forbindelse med jordpakning, dræning og senest jordens mikrobiologi, sagde formand Henrik Terp.

FRDKs generalforsamling sluttede med en faglig eftermiddag, hvor der var fokus på klima, efterafgrøder, jordens sundhed samt maskinnyt indenfor den pløjefri dyrkning.

FRDK hædrede også de to medlemmer Søren Staun (i midten) og Martin Molbo (t.h.) Søren Staun vandt i 2023 konkurrence Soil Your Undies, og L&F udnævnte Martin Molbo til Fremtidens Landmand indenfor bæredygtighed. Formand Henrik Terp (tv.) overrakte prisen.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.