DLF og FRDK vil sammen lave verdens bedste efterafgrøder

For at sikre absolut topkvalitet har DLF og FRDK indgået et nyt samarbejde omkring efterafgrøder.
Jens Grimstrup Larsen (tv) og Henrik Terp (th)
Salgschef hos DLF, Jens Grimstrup Larsen (tv.) og formand for FRDK, Henrik Terp giver hånd på det nye samarbejde mellem de to parter, der betyder, at frøene i FRDKs specialblandinger fremover kommer fra DLF.

Den danske frøproducent DLF og Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) har fundet sammen i et nyt samarbejde omkring efterafgrøder.

Det betyder, at frøene i FRDKs medlemsshop, ShopFRDK, fremover kommer fra DLF.

– I FRDK har vi en målsætning om at være verdens bedste til efterafgrøder og for at nå dertil, har vi nu valgt at samarbejde med DLF, som, vi mener, er verdens bedste frøproducent, siger formand for FRDK, Henrik Terp og fortsætter:

– I FRDK har vi opbygget en enorm viden om efterafgrøder, og derfor kræver vi en tilsvarende høj kvalitet hos vores leverandører. Efterafgrøder er en af grundstenene i den reducerede jordbearbejdning, og en af forudsætningerne for at efterafgrøderne lykkes er, at frøene er i topkvalitet. Den kvalitet ved vi, at vi får hos DLF, fordi de har særligt høje standarder for kvaliteten.


Gode perspektiver for udvikling af blandingerne
Hos DLF er salgschef Jens Grimstrup Larsen også særdeles tilfreds med det nye samarbejde.

– Vi ser meget frem til at udvikle samarbejdet med FRDK. Foreningen er frontløbere indenfor udviklingen af efterafgrøder, og vi ser rigtig gode perspektiver i, at vi nu sammen hurtigt kan udvikle og tilrette blandinger, siger salgschefen.


Forbedrede blandinger
Efter af have indgået det nye samarbejde er FRDKs specialblandinger ændret en smule. Blandt andet er nogle af sorterne erstattet med danske sorter. Blandt andet olieræddiken.

– De nye sorter er mere egnede under danske forhold, idet de har oprindelse i Danmark. Det er en klar styrkelse af vores blandinger, siger Henrik Terp.

DLF er også glade for, at FRDK har valgt en dansk samarbejdspartner.

– Det betyder, at vi får flere danske frø på markedet og bedre muligheder for at udvikle dansk genetik, siger Jens Grimstrup Larsen.

Det er en stor fordel, at begge parter taler samme sprog og ud fra den samme forudsætninger som jordtype, klima og så videre.

– Vi er tættere på hinanden og kan hurtigt vurdere, hvad der fungerer under danske forhold. Det betyder, vi bliver meget specifikke på sammensætningen i blandingerne, siger Jens Grimstrup Larsen.


Støtter dansk landbrug
Udover de rent biologiske fordele ved at bruge danske frø i blandingerne, ser FRDK også en stor værdi i at handle med en dansk leverandør.

– Vi vil også gerne støtte en dansk landbrugsproduktion, og på den måde støtter vi også indirekte en række af vores egne medlemmer, som selv er leverandører til DLF. Vi behøver jo ikke købe udenlandsk, når vi har et dansk alternativ, siger FRDK-formanden.

– Det er klart, at vi også er glade for, at FRDK vælger et dansk selskab, siger Jens Grimstrup Larsen.


Effektiviseret frøsalg
DLF har et hurtigt og effektivt logistiksystem, hvor service er i højsædet, og det giver FRDK forbedrede forhold omkring transport og logistik.

– Det kommer til at effektivisere FRDKs frøsalg i væsentlig grad, siger Henrik Terp.

DLF producerer fremover FRDKs fire specialblandinger: FRDK Sund Jord Kvælstoffabrikken, FRDK Sund Jord Carbon Farm, FRDK Sund Jord-løsning og FRDK Sund Jord-løsning Kartofler og Roer, som er tilgængelige alene for FRDKs medlemmer gennem ShopFRDK.

Kvælstoffabrikken er godkendt som lovpligtig efterafgrøde med sine 25 procent kvælstoffikserende arter, mens de øvrige blandinger er frivillige efterafgrøder.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.