FRDK inviterer til gratis webinar

FRDK oplever en stigende interesse for pløjefri dyrkning og inviterer derfor til et gratis webinar om emnet.
Martin Molbo
Formand for ShopFRDK er selv sammen med syv kollegaer vært for en af FRDKs efterafgrøde-demoer i den første uge af november. Her ses han i FRDKs special-efterafgrødeblanding Kvælstoffabrikken, som sidste år samlede 200 kilo N.

Hver femte hektar i Danmark dyrkes i dag uden brug af ploven. Det er dobbelt så mange hektar som for bare fem år siden.

Den stigende interesse mærker man også hos FRDK – Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning. Alene i år har foreningen fået 50 nye medlemmer og har i dag flere end 650 medlemmer.

– Det er en stor stigning i forhold til de senere år, hvor medlemstallet har været stagneret, siger formand for FRDK, Henrik Terp.

Et af foreningens grundlæggende formål er at udbrede kendskabet til pløjefri dyrkning. Derfor inviterede de i forsommeren til Åben pløjefri mark fem forskellige steder i landet med omkring 300 deltagere.

Nu gælder det så et gratis webinar, som afholdes den 3. november fra klokken 14 til 14.45.


Erfarne kræfter giver introduktion til det pløjefri system
Indlægsholderne på webinaret er planteavlsrådgiver og PløjefriRådgiver Kasper Holm Kristensen, Velas, som har arbejdet med reduceret jordbearbejdning i 20 år.

Med sig har han griseproducent og planteavler Martin Molbo, Ulsted ved Randers, som selv gik over til pløjefri dyrkning i 2016. En stor del af sine 500 hektar driver han også i dag efter principperne i conservation agriculture.

Sammen vil de to gennemgå de vigtigste principper i dyrkningssystemet; sædskifte, maskiner, ukrudtsstrategi med mere.


Afliver myter
Der er mange myter forbundet med pløjefri dyrkning. Blandt andet hedder det sig, at man får dårligere udbytter, en ringe økonomi, et kæmpe kemiforbrug, uoverstigelige græsproblemer med mere.

Men der er ikke hold i myterne. I nogle tilfælde er det faktisk lige omvendt.

Myterne er opstået på baggrund af landmænd, der hovedkulds har kastet sig ud i dyrkningsformen, og som ikke har sat sig ind i de principper, der ligger bag systemet.

Efter indlægget, der varer cirka 30 minutter, er der mulighed for at stille spørgsmål.

Se invitation til det gratis webinar her: https://www.seges.tv/live/77976675/join

Kasper Holm Kristensen
Planteavlskonsulent Kasper Holm Kristensen, Velas, er en af indlægsholderne på webinaret. Han har mere end 20 års erfaring.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.