En voksende mængde international forskning peger på, at centrale elementer i conservation agriculture – særligt reduceret jordbearbejdning – kan bidrage til lavere drivhusgasudledning.
Senest er der kommet en rapport fra Cambridge University.
I 2024 var det det tyske Hohenheim Universitet, der kom frem til akkurat det samme.
Cambridges metastudie viser eksempelvis, at reduceret eller ingen jordbearbejdning i gennemsnit kan sænke lattergasudledninger med omkring 11 procent, om end effekten varierer afhængigt af jordtype og klima.
Samtidig fremhæves conservation agriculture globalt som en del af bredere løsninger, der både kan øge jordens kulstofindhold og gøre landbruget mere robust over for klimaforandringer.
Aarhus Universitet: Effekterne er ikke entydige
Den dansk vidensyntese om CA fra Aarhus Universitet tegner dog et lidt andet billede.
Her konkluderes det, at conservation agriculture både kan have positive, negative og neutrale klimaeffekter – afhængigt af kontekst og praksis.
Særligt peges der på, at effekterne ikke er konsistente nok til at kunne betragtes som en entydig klimaløsning under danske forhold.
Risiko for at overse et muligt virkemiddel
FRDK har ved adskillige lejligheder peget på, at Danmark meget vel kan overse et meget effektivt klimavirkemiddel ved at dømme CA ude. Et virkemiddel som også kommer landmanden til gode.
Det undrer FRDK, at conservation agriculture skal have så markant større effekt i England og Tyskland, end det har i Danmark. Så store forskelle er der da heller ikke på jord og klima i Danmark, Tyskland og England.



