Strip till sikrer rækkeafgrøderne og bevarer fordelene i no till

Landmand George Sly etablerer roer, majs og raps med strip till og opnår dermed både en sikker etablering og de fordele, der ligger i den reducerede jordbearbejdning.
Horizon SPX Strip Till
Strip till giver en sikker etablering med jordbearbejdning, men bearbejder kun 20 procent af jorden,

Den engelske planteavler George Sly har ikke pløjet sin jord de sidste 20 år. Han sår alle de afgrøder, han kan, direkte. Han går efter at have jorden dækket af planter 365 dage om året, og har derfor en stor del efterafgrøder med inde i markplanen.

Men han dyrker også rækkeafgrøderne majs, roer og raps, og de er ikke glade for den direkte såning. Etableringen er simpelthen for usikker.

Derfor byggede George Sly, der oprindelig er ingeniør, sin egen maskine, Horizon SPX Strip Till, der kan lave bearbejdede striber i jorden, som han kan så i.

– På den måde kan jeg lave en sikker etablering, men bearbejder kun 20 procent af jorden, fortalte landmanden og maskinmanden, da han præsenterede og demonstrerede maskinen på den engelske messe Groundswell.

Horizon SPX Strip Till er en videreudvikling af Strip Cat, som han oprindelig lavede sammen med en franskmand.

Udover rækkeafgrøderne dyrker George Sly også hvede, byg, havre og hestebønner på den familieejede farm med 300 hektar, der ligger cirka 160 kilometer nord for London.

Jorden bærer godt oppe

Men den reducerede jordbearbejdning får han marker, som er farbare, selvom der dyrkes roer og majs, som tages op sent på året, hvor der ofte kan være vådt og vanskelige forhold i marken.

Men ikke hos George Sly. Her bærer jorden godt oppe.

– Når vi overhovedet ikke rører jorden mellem striberne, så har den en meget holdbar struktur, fortæller han.

Mindre gødning

Strip till-systemet kommer oprindeligt fra USA, hvor det blev udviklet for hurtigt og effektivt at kunne så majs og samtidig placere gødning.

Der er også gødningsudstyr på Horizon SPX strip till’en til både flydende og fast gødning.

– Jeg får placeret gødningen nøjagtig dér, hvor frøene har brug for det, og får det ikke spredt ud over hele marken, så det giver en stor gødningsbesparelse, fortæller han.

Bruger ingen ukrudtsmidler i rækkeafgrøderne

Efter kornhøst i august måned sår han sine efterafgrøder, inden der skal være majs eller roer. Skal der sås raps, strip tiller han dem i jorden og placerer gødning samtidig.

På sandjorden får efterafgrøderne lov at vokse helt frem til, at der skal strip tilles og sås til foråret.

På lerjorden kører han med maskinen i september for at have en bar lerstribe, som vinterens vejrlig kan bearbejde. Lerjorden får en tur mere om foråret, for at forberede den til såning.

Efterafgrøderne har flere funktioner. For det første er de med til at holde jorden sund og levende, men for det andet lukker de af for ukrudtet.

– Jorden er konstant dækket af efterafgrøder, så jeg bruger ingen ukrudtsmidler, fortæller han.

Systemet vinder frem

George Sly er overbevist om, at systemet vil vinde mere og mere frem på grund af den store gødningsbesparelse og især det lavere kemiforbrug.

Og det bliver ikke kun indenfor landbruget, men også i grøntsagsproduktionen.

– Jeg har haft besøg af Tesco (en af Englands største supermarkedskæder, red.), fordi de er interesserede i, at deres grøntsagsleverandører går over til strip-till for at undgå at bruge ukrudtsmidler. Det er simpelthen en efterspørgsel fra forbrugernes side, fortæller George Sly.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.