I samarbejde med Sagro har FRDK i år arrangeret en sådemo med såning af vårbyg. I alt fire såmaskiner deltog i demoen, hvor der blev sået direkte i helt urørt jord og sået i jord, hvor der forud var nedfældet gylle i 6-7 centimeters dybde.
– Vi har i et par forsøg efterhånden set, at der er merudbytte ved en lille bearbejdning af jorden om foråret forud for såning af vårbyg, og det vil vi gerne efterprøve her, sagde FRDK PløjefriRådgiver og planteavlskonsulent Niels Holmgaard, Sagro, inden han satte de fire såmaskiner i gang.
Vejret og såbedet var perfekt. Solen stod højt på himlen, og jordtemperaturen var på 6 grader i såvel det bearbejdede som i det ubearbejdede. Dagen før var der kommet få millimeter regn.
Jorden er en let JB3 jord, og der blev sået i en rugstub, hvor der også havde været efterafgrøder.
Resultatet af såning kan ses den 27. maj klokken 13-15, hvor FRDK og Sagro igen inviterer i marken og til Åben Pløjefri Mark hos vært Michael Kristensen.
Stor forskel på såarbejdet
De fire repræsenterede såmaskiner var Claydon, Virkar, Amazone Condor og landmandens egne Kverneland U-drill.
Alle sammen maskiner, der er specielt designet til at så i jord, der ikke er pløjet. Claydon, Virkar og Amazone Condor kan så i helt urørt jord, og det blev også forsøgt med Kverneland-maskinen. Konklusionen blev, at den kræver bearbejdning forud for såning.
Der var generelt set ret stor forskel på resultatet. Jorden var mest sort efter Cladon såmaskinen, mens de to andre rørte noget mindre ved jorden.
Alsidig maskine
Steen Olesen fra Brørup Traktor og Ølgod Maskincenter, der er dansk importør af den engelske såmaskine, fortalte om den gule såmaskines koncept med grubbetand og karakteristiske vingeformede såskær.
– Det er en meget enkel og driftssikker maskine, for der er ikke mange dele på den, der kan dreje rundt, sagde han.
Han fremhævede også, at der er et væld af forskellige indstillingsmuligheder med flere forskellige såskær og mulighed for at placere frøet flere steder. Der kan også fås et specielt sæt til såning af hestebønner.

En spanier i Holstebro
Den næste såmaskine i aktion var den spanske Virkar maskine, der importeres til Danmark af Dansk Maskincenter.
Den kommer fra en fabrik, hvor man har specialiseret sig i såmaskiner til direkte såning. Virkar såmaskinen har både disc og tand. Den kan vælges med begge dele eller en af de to dele.
– Discen skærer halmstrå over og arbejder en smule dybere end tanden. Det betyder, at skulle der være halmrester tilbage efter discen, så dækkes de af jord, forklarede Knud Bay Smidt, der selv er CA-landmand og kører med en Virkar såmaskine.
Han fremhævede også, at bagakslen er selvstyrende, så den er nem at vende rundt i marken.

Kæmpe kapacitet på Condor
Brøns Maskinforretning fremviste deres Amazone Condor. En kæmpe stor 12 meter såmaskine, som fås helt op til 15 meter i bredden. Den fremviste model har en tank med tre kamre med en kapacitet på i alt 8.000 liter.
Condoren er en ren tandsåmaskine med individuelt ophængte såskær med bærehjul på hver enkelt såskær.
– Det er en maskine til dem, der forsøger helt at undgå jordbearbejdning, sagde Asbjørn Andersen fra Amazone.
På trods af størrelsen kræver maskinen ikke mere end en 220 hestes traktor.

Åben Pløjefri Mark med fremvisning af sådemo
Tirsdag den 27. maj kl. 13-15
Sivegaardsvej 1, 7500 Holstebro
- Kl. 13: Fremvisning af sådemoparceller
- Kl. 14: Kaffe og kage på Ny Hesel 1, 7500 Holstebro
- Kl. 14.10 Præsentation af bedriften og det pløjefri system på stedet v/landmand Michael Kristensen
- Kl. 14.25 Sådan kommer du i gang med pløjefri dyrkning v/FRDK PløjefriRådgiver og planteavlskonsulent Niels Holmgaard, Sagro
- Kl. 14.45 Efterafgrøder – et afgørende element i det pløjefri system v/FRDK