Når efteråret bliver vådt, kan forskellen mellem pløjning og direkte såning ses meget tydeligt.

Det stod klart, da SEGES Innovation i november fremlagde nye målinger af kvælstofudvaskning i vinterhvede efter raps.

Resultaterne peger entydigt på, at risikoen for N-tab stiger markant, når jorden bearbejdes hårdt i et efterår med høj afstrømning.

Direkte såning mere end halverer udvaskningen
I Esbjerg, hvor efteråret og vinteren var særdeles våde, blev der installeret sugeceller i 75 centimeters dybde for at måle nitratkoncentration i jordvandet.

Her beretter Tina Houlborg fra SEGES Innovation, Planter & Miljø, om meget markante forskelle mellem de forskellige jordbearbejdningsstrategier.

Efter pløjning steg nitratkoncentrationen næsten med det samme. Udvaskningen begyndte allerede få dage efter, at jorden var vendt 18. september. Hveden blev først sået 23. september, og i det vindue stod frigivet kvælstof uden en afgrøde til at opsamle det. Da juleperioden samtidig bød på massiv nedbør, steg afstrømningen eksplosivt – og kvælstoffet forsvandt ud af rodzonen, længe inden hveden nåede at optage det.

Konsekvensen var tydelig i tallene: De pløjede led i Esbjerg udvaskede henholdsvis 134 og 103 kg N pr. hektar, mens de direkte såede led med nedvisning lå på omkring 50 kg N. Selv de led, der blot var harvede, udvaskede væsentligt mindre end de pløjede.

Tørt efterår i Salling gav et helt andet billede
Det samme mønster viste sig ikke i forsøget i Salling. Her var nedbøren begrænset, og afstrømningen kun en fjerdedel af den mængde, der blev registreret i Esbjerg. Udvaskningen blev i dette forsøg estimeret ud fra tre N-min-målinger, og fordi den første måling blev udtaget efter afstrømningen var begyndt, kan en del af forskellene være tabt af syne i datagrundlaget.

N-min indholdet var ganske vist højt, og dermed også den potentielle risiko for tab, når der ikke stod en afgrøde til at samle kvælstoffet op. Men den tørre vinter begrænsede udvaskningen. Alligevel kunne SEGES-forskerne se, at pløjede og intensivt harvede led stadig havde en højere risiko for tab end de direkte såede led – dog uden de dramatiske forskelle, man så i Esbjerg.

Når nedbøren bliver afgørende for sædskiftet
Det er tydeligt i begge forsøg, at nedbøren er den faktor, der afgør, om forskellen mellem pløjning og pløjefri dyrkning bliver kritisk. SEGES Innovation konkluderer, at pløjning i sig selv ikke nødvendigvis giver høj udvaskning, hvis efteråret forløber relativt tørt. Til gengæld stiger risikoen markant, når jorden både bearbejdes dybt og udsættes for store nedbørsmængder, før en afgrøde kan nå at etablere sig.

Nedvisning én gang før såning ser i øvrigt ikke ud til at øge udvaskningen. SEGES vurderer, at det frigivne kvælstof sandsynligvis optages af vinterhveden. Derimod kan to nedvisninger i kombination med manglende afgrødedække skabe et større tab, fordi der frigives kvælstof, uden at der står planter klar til at optage det.

Lavere lattergas med mindre jordbearbejdning
Også udledningen af lattergas følger jordbearbejdningen. Ifølge Henrik Vestergaard Poulsen fra SEGES Innovation viser danske forsøg generelt, at jo mindre man bearbejder jorden, jo lavere bliver lattergasudviklingen.

Mindre plantemateriale og kvælstof nedbragt i jorden betyder færre anaerobe forhold – og dermed mindre risiko for lattergas.

Kvælstof- og klimafordele ved reduceret jordbearbejdning

• Risikoen for N-tab stiger markant, når jorden bearbejdes hårdt i et efterår med høj afstrømning
• Direkte såning mere end halverer kvælstofudvaskningen
• Nedvisning før såning øger ikke udvaskningen
• Jo mindre jordbearbejdning, jo lavere lattergasudledning

Kilde: Seges Innovation