Aftalen om et Grønt Danmark, udarbejdet af Den Grønne Trepart, var genstand for megen debat i Herning, hvor L&F’s delegerede holdt møde forleden.
Formand for Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) Henrik Terp ser positive takter i aftalen, og er klar med roser til aftalens parter. Helt på linje med L&F’s formand Søren Søndergaard, der takkede parterne i sin beretning.
– Det er meget positivt, at parterne har besluttet, at der skal nedsættes et ekspertudvalg, der skal undersøge mulighederne i pløjefri dyrkning, conservation agriculture og reduceret jordbearbejdning, siger Henrik Terp.
Naturlige løsninger
Han er enig i, at der skal udvikles nye teknologier, som skal hjælpe landbruget i en mere bæredygtig retning, men han advarer imod, at der opstår en teknologifascination, som gør, at man ikke kigger på en naturlig og biologisk løsning som reduceret jordbearbejdning.
– Det er vigtigt, at vi tænker de naturlige processer ind som klimavirkemiddel og ikke satser alt på tekniske løsninger, som vi ikke helt kender konsekvenserne af, siger han.
Reduceret jordbearbejdning er en dyrkningsmetode, som er en fordel for såvel klimaet og naturen som landmanden.
– Reduceret jordbearbejdning både sænker næringsstofudledningen via mindre erosion og mindre mineralisering af kvælstof, det sænker udledning af klimagasser og øger biodiversiteten markant. Vi kan samtidig opretholde en effektiv fødevareproduktion på arealerne, samtidig med at vi passer på kulstofindholdet i jorden og ikke udpiner den, siger formanden.
Og så er reduceret jordbearbejdning en kæmpe fordel for landmanden, der får en mere dyrkningssikker og klimarobust jord, mens han eller hun sikrer sig gode udbytter og store besparelser.
Flere har fået øje på effekterne af reduceret jordbearbejdning
Han henviser til udenlandsk forskning, senest fra Tyskland, og internationale rapporter der viser, at planteavlen kan blive CO2-neutral, hvis man dyrker sin jord efter principperne i conservation agriculture med sædskifte, efterafgrøder og minimal forstyrrelse af jorden.