Rigtig mange data viser, at et pløjefrit system giver en mere mangfoldig bestand af insekter i markerne. Det gælder især nogle af nytteinsekterne, som edderkopper og løbebiller.

Derfor kan det som udgangspunkt forventes, at der vil være færre skadedyr i et pløjefrit system. Men omvendt ved vi, at jordbearbejdning direkte kan hæmme eller næsten udrydde visse skadedyr.

Vi kan derfor ikke entydigt sige, at pløjefri dyrkning giver færre problemer med skadedyr, selv om en del ikke pløjende landmænd har vist, at de kan klare sig med et meget lavt forbrug af insektmidler.

Uanset hvad gælder det, at hvis man helt kritikløst sprøjter forebyggende mod skadedyr, ja, så fjerner man alle nytteinsekter og giver fri bane for opformering af skadedyr på sigt. Dette gælder uanset pløjning eller ikke pløjning.

I det følgende gennemgås eksempler på nogle af de skadedyr, der kan påvirkes via jordbearbejdning. Det fremgår, at nogle skadedyr kan hæmmes ved jordbearbejdning, men her skal man være opmærksom på, at harvning i de fleste tilfælde vil være mindst lige så effektiv som pløjning. Det er således mest ved direkte såning, at nogle af de nævnte skadedyr kan fremmes.

Bladlus
Vi har to situationer, hvor bladlus gør skade. Nemlig ved sugning på planterne i vækstsæsonen og ved overførsel af virussygdomme som for eksempel havrerødsot om efteråret.

Jordbearbejdning har ikke direkte indflydelse på bladlus, men jordbearbejdning har indflydelse på forekomst af deres fjender, for eksempel løbebiller og insekter. Det er derfor rimeligt at antage, at bladluseangreb i selve afgrøden kan mindskes ved pløjefri dyrkning, fordi der er flere nytteinsekter.

Når det drejer sig om overførsel af for eksempel havrerødsot, er det ofte et spørgsmål om, hvilke betingelser lus har haft for at suge på græs eller spildkorn i stubben, inden vintersæden spirer frem.

Alt andet lige vil pløjefri dyrkning på dette grundlag give en større risiko for havrerødsot – hvilket vi blandt andet så i det fastliggende forsøg på Sjælland i 2020. Angreb af havrerødsot afhænger dog i langt højere grad af klima og ikke mindst såtidspunkt, så jeg har nu ikke den opfattelse at havrerødsot udgør et specielt stort problem i pløjefri systemer, hvor mange jo netop undgår tidlig såning for at hæmme udviklingen af græsukrudt.

Snegle
Da man for efterhånden mange år siden begyndte med direkte såning, var snegle et stort problem. Det blev derfor forudsagt, at det også ville ødelægge den pløjefri dyrkning, som i begyndelsen blev praktiseret efter en eller to harvninger.

Det viste sig dog, at problemet med snegle ikke blev værre – tværtimod. Det må tilskrives, at stubharvning har hæmmet sneglene, og at sneglenes muligheder for at skjule sig under jordknolde for at undgå udtørring også var mindre.

Vi må nok derimod være opmærksomme på, at i et system med direkte såning og masser af efter- og mellemafgrøder og companion crops vil snegle alt andet lige have bedre betingelser, og problemet skal absolut tages alvorligt.

Nogle undersøgelser tyder dog på, at visse nyttedyr kan æde et ikke ubetydeligt antal snegleæg, men der vil være tilfælde, hvor problemet kan være ganske alvorligt. Her kan halmstriglen ganske givet være til nyttig hjælp, men hvor man sår direkte i grønne afgrøder, er denne mulighed jo ikke til stede. Vi har således de senere år set ganske alvorlige angreb af snegle i direkte sået vårsæd.

Fritfluer og bygfluer
Begge disse skadedyr angriber vintersæd om efteråret. Størst skade kan fritfluen gøre, da den er i stand til helt at ødelægge planterne. Begge skadedyr lægger deres æg på spildplanter i stubben, hvorefter larverne søger over mod den nyfremspirede vintersæd.

Vi har især set store skader i vinterrug, som er sået tidligt, og her er billedet ret entydigt, at det især går ud over marker sået uden pløjning. Så-tidspunktet har dog også her betydning, da det især er de tidligst såede marker, der kan angribes. Om halmstriglen her kan hindre angreb, har jeg ikke set eksempler på.

Aksløberens larve
Angreb af aksløberens larve har de senere år vist sig flere stede. Angreb sker efter at den voksne aksløber har lagt æg i marker med græs eller spildkornsplanter. Herefter ødelægger larverne nysået vintersæd.

Sprøjtning har kun begrænset effekt, men det har vist sig at jordbearbejdning efter høst har effekt. Derfor er der netop nu givet dispensation til jordbearbejdning forud for vårsæd på arealer med erfaringsvis angreb. Konklusionen er altså at angreb af aksløberens larve øges, hvis ikke der gennemføres jordbearbejdning.

Stankelben
Stankelben lægger deres æg i august/september i kort græs. Normalt ses angreb i vårsæd sået efter græs, men vi har også set angreb i marker, hvor der har været en bestand af enårig rapgræs.

Larvernes mulighed for at bevæge sig er dog mindre i en upløjet mark. Jeg vil derfor samlet set vurdere, at angreb ikke fremmes i et pløjefrit system.

Tætte efterafgrøder vigtige
For de skadedyr, der lægger æg i græs, kan tætte efterafgrøder være det afgørende våben mod angreb. Her ser det ud til at bælgplanter kan være en stor hjælp til at lukke helt af, så der ikke står græs i bunden af marken.

Skadedyr i raps
I vinterraps er der især fokus på rapsjordlopper, glimmerbøsser, snudebiller og skulpegalmyg. Ingen af disse skadedyr kan relateres direkte til jordbearbejdning, så her vil der som udgangspunkt ikke være forskel mellem et pløjet og et ikke pløjet system.

Hvis man helt kritikløst sprøjter forebyggende mod skadedyr, ja, så fjerner man alle nytteinsekter og giver fri bane for opformering af skadedyr på sigt. Dette gælder uanset pløjning eller ikke pløjning

Erik Sandal