Mælkepris-tillæg for pløjefri dyrkning er et skridt i den rigtige retning

FRDK roser Arla for at give landmændene pristillæg til mælken for reduceret jordbearbejdning. Det er et stort skridt i den rigtige retning, siger formand Henrik Terp.
Henrik Terp
Blikket skal rettes mod biologiske løsninger som conservation agriculture fremfor udelukkende kunstige som biokul og nitrifikationshæmmere, når der skal udpeges klimavirkemidler. Det mener formand for FRDK, Henrik Terp.

Der er mange fordele ved den reducerede jordbearbejdning. Færre omkostninger, forbedringer af jorden
og udbytterne, større biodiversitet og mindre miljø- og klimabelastning.

Nu kan de pløjefri mælkeproducenter tilføje en højere mælkepris til den lange liste af fordele.
Arla har nemlig udviklet en ny bæredygtighedsmodel, som belønner de leverandører, der anvender et
kulstofbindende dyrkningssystem, det såkaldte carbon farming.

– Arla skal have stor ros for at belønne den reducerede jordbearbejdning. Det er et af de værktøjer, vi har i
landbruget, der med det samme reducerer udledningen af klimagasser. Vi har længe peget på netop den
indsats som en oplagt mulighed i forhold til at nå en 0-udledning i 2050, siger formand for FRDK, Henrik
Terp og tilføjer:

– Det helt geniale ved den dyrkningsform er, at den ikke alene gavner vores miljø, klima og biodiversitet,
men også landmandens økonomi, og nu i endnu højere grad fordi det udløser en højere mælkepris.

Anerkendelse af systemet
Henrik Terp glæder sig samtidig over, at Arla med deres nye afregningsmodel anerkender reduceret
jordbearbejdning som et klima-værktøj.

– Vi ser mange lignende initiativer rundt omkring i Europa, men vi har haltet bagefter herhjemme, siger
formanden.

Blandt andet satser store udenlandske fødevare-koncerner, herunder Nestlé, på regenerativt landbrug som deres vej til en 0-udledning. I regenerativt landbrug er minimal jordbearbejdning et nøglepunkt.
Han håber nu, at flere af de danske landmænds andelsselskaber følger trop og ligeledes belønner deres
pløjefri andelshavere.

– I FRDK er vi helt overbeviste om, at det er den rigtige vej at gå for klimaets, miljøets, biodiversitetens og
landmandens skyld, siger han.

Forventninger til tillægget
Næstformand i FRDK, Kaare Larsen, er selv mælkeproducent og pløjefri landmand. Også han roser sit
andelsmejeri for det nye initiativ.

– Det bliver spændende at se, hvor Arlas betalingsevne kommer til at ligge i forhold til en eventuel CO2-
afgift eller salg til en tredje part, siger han og tilføjer:

Den gode, stærke historie er naturligvis, at certifikaterne følger mælken. Det vil sige, at det bliver Arla, der
kan betale den højeste pris.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.