Lupin er en nøjsom plante, og den har derfor været brugt til at sætte gang i jorden, når der tidligere blev opdyrket hede. Det er jo dog ikke der, vi står nu, men mange steder falder indholdet af organisk stof til et kritisk lavt niveau.
Her, såvel som andre steder, hvor vi ønsker at opbygge et højere indhold af organisk stof, kan lupin være en god blandingspartner i en efterafgrødeblanding. Kvælstof såvel som andre grundstoffer, der er nødvendige for at få planter til at gro, skal selvsagt være tilstede for at opbygge jorden igen med biomasse.
Lupin leverer selv kvælstof, og dens pælerod er god til at gå i dybden efter vand. Lupin trives godt ved lave reaktionstal, hvorimod den ikke bryder sig om jorder, der fra naturens side har et højt kalkindhold.
FRDK har i to år brugt blå bitter lupin i blandinger særlig beregnet til opbygning og løsning af pakkede jorder. Netop for at udnytte evnen til at fiksere kvælstof og gå i dybden efter vand, hvorved der skabes gange dybere ned end andre planter vil gøre, når der mangler kvælstof grundet pakket jord.
Lupin indgår naturligvis i vores nye blanding FRDK Sund Jord Booster. Læs mere om Sund Jord Booster her.
Frøene kan være svære at så
Martin Molbo, mellem Randers og Bjerringbro, prøvede i 2024 at iblande lidt ekstra blå bitter lupin i sin efterafgrødeblanding for at teste effekten. Lupinfrø er noget større og meget tungere end resten af blandingen, og det gav udfordringer ved udsåning med luftsåmaskine. Særligt ved kørsel ned ad bakke, skulle der have været noget mere luft til at flytte de tunge frø.
Udfordringerne resulterede i, at der i striber blev sået mange lupiner og i resten af marken næsten ingen. I foråret 2025 var der en tydelig forskel på, hvor godt efterafgrøden havde konkurreret mod ukrudtet. (Og også hæmmet resten af blandingen).
