L5 giver øget kemiforbrug og usundere jord

Som L5 ser ud nu, så er et sundt sædskifte en saga blot på ejendommen Vidstruplund ved Ulstrup i Midtjylland. Det vil give et øget forbrug af kemi og udpine jorden.
Hestebønnerne her hos estiske Taavi Tobreluts er sået direkte med Cross Slot-maskinen.
Udover øget kemibehov og udpining af markerne bliver konsekvensen af L5 også, at hestebønner ryger ud af markplanen. Hestebønner, som ellers har været en ønsket bælgfrugt.

I mange år har jorderne på ejendommen Vidstruplund nydt godt af et varieret sædskifte med stor diversitet med flere forskellige afgrøder og aldrig samme afgrøde to år i træk.

Sædskiftet blev yderligere forbedret, da en kvægejendom blev lagt til, så der også kom græs og majs med ind i sædskiftet.

Der er 600 hektar planteavl med hvede, byg, raps, havre og hestebønner foruden grovfoderet. I husdyrholdet er der 220 køer, og 1.200 søer med produktion af 30 kilos grise. Jorden drives fortrinsvist pløjefrit, men der pløjes forud for vinterbyg, rug, havre og hestebønner.

Det gode og sunde sædskifte bliver efter L5 erstattet af et ensidigt sædskifte med de samme afgrøder år efter år. Det er i hvert fald sådan, det ser ud lige nu, hvor man dog stadig venter på opdaterede kort, vejledninger og konkrete værktøjer.


Øget forbrug af herbicider
Konsekvenserne af den nye lov bliver sandsynligvis, at græs og majs ikke længere kan flyttes rundt, men at de afgrøder skal dyrkes på de samme marker år efter år.

– Med majs efter majs får vi opformeret et problemukrudt som hanespore, ligesom vi vil holde liv i svampesygdomme. Det giver et øget forbrug af både ukrudts- og svampemidler, siger driftsleder i marken Bjarke Wilhelmsen.


Udpining af jorden
På mange måder har det været en gave for sædskiftet at få græs og majs med ind i sædskiftet. Græsset har flere funktioner, når det kan flyttes med rundt.

– Vi har brugt det både til marker, hvor sundheden og udbytterne har været presset, da græs er rigtig godt til at skabe liv i jorden, fortæller driftslederen.

Græs er også enormt godt til sanering af problemukrudt, så det har det også været brugt til.

Efter L5 bliver alternativet kemi og udpinte marker.


Øget import af hvede
Vidstruplund er afhængig af hvede til foder til grisene. Men den nye gødskningslov betyder, at der stort set kun kan dyrkes vårbyg.

– Det kommer så til at betyde, at vi skal ud at købe hvede, for vi kan ikke fodre med ren byg. Måske skal vi endda importere det, siger Bjarke Wilhelmsen.


Slut med bælgfrugter
Der er nogle afgrøder, der ryger ud af markplanen. Hestebønner er en af dem, da den har en høj udvaskning ifølge myndighederne.

– Der har været stor efterspørgsel på produktion af bælgfrugter og hjemmeavlet protein. Den produktion bliver presset fremover, siger Bjarke Wilhelmsen, der ser sig nødsaget til at droppe afgrøden, der ellers også har været en rigtig god forfrugt til hvede.

I det fremtidige ensidige sædskifte bliver der generelt set ringe mulighed for at udnytte gode forfrugtsværdier.

Raps bliver også udfaset, da den i den nye lov, kun kan efterfølges af efterafgrøder.

– Det giver risiko for opformering af kålbrok, og det vil vi ikke risikere, siger driftslederen.


Svært at få øje på fagligheden
Bjarke Wilhelmsen har svært ved at få øje på fagligheden i den nye gødskningslov.

– Det er klart, der er nogle ting omkring udvaskning, vi skal forholde os til, men jeg har godt nok svært ved at se fagligheden i det her. Der er jo intet godt landmandskab tilbage, og alt det, vi har gået og passet på, det bliver bare ødelagt, siger han.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.