Kvælstofregulering må ikke ødelægge det sunde sædskifte

Som L5 ser ud nu, kommer flere landmænd til at køre et ensidigt sædskifte. Det fører til mere ukrudt og flere svampesygdomme og dermed større afhængighed af pesticider, og det mindsker den biologiske aktivitet i jorden. Derfor har FRDK sendt et bekymringsbrev.
sund jord regnorm
Sund jord kræver et sundt sædskifte. Det blokerer L5 for mange steder, og den nye lov får dermed negative konsekvenser for klima og miljø. FRDK har derfor sendt et bekymringsbrev til relevante politikere.

Indførslen af L5 får den stik modsatte effekt af, hvad politikerne har tænkt sig. Det påpeger Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK) i et bekymringsbrev, der er sendt til relevante ministre og politikere.

Den vil nemlig føre til yderligere belastning af vandmiljøet og klimaet. Det modsatte af hvad hensigten er.

– Det skyldes, at man har låst sig fast på kvælstofreduktion og har fået lavet nogle regler, der medfører, at landmændene får brug for mere kemi, og at de samtidig udpiner deres jord. Det vil give en øget klimabelastning, en større risiko for næringsstofudvaskning og øget CO2-udledning, siger Henrik Terp, der er formand for FRDK og fortsætter:

– L5 forhindrer os i at gøre tingene klima- og miljømæssigt korrekt, og vi ender med at skyde os selv i foden med den her lov.


Fører til usundt sædskifte
Det helt store problem ved L5 er, at reglerne kommer til at diktere, på hvilke marker de enkelte afgrøder må dyrkes.

I praksis betyder det, at landmanden ikke længere kan rotere sine afgrøder rundt på de forskellige marker, men at han er nødt til at dyrke den samme afgrøde igen og igen på marken.

Afgrøderotation kaldes også for et sundt sædskifte, men L5 låser bestemte afgrøder på bestemte marker.

– Den agronomisk bedste løsning bliver tilsidesat, siger Henrik Terp.


Øger behovet for kemi
Et sundt sædskifte er et af tre ben, dyrkningssystemet reduceret jordbearbejdning hviler på. Formålet er blandt andet at mindske angreb af jordbårne svampesygdomme, kontrollere ukrudtet og øge jordens sundhed.

Bliver landmand tvunget til at dyrke vårbyg efter vårbyg eller majs efter majs, vil sygdomme fra forrige afgrøde have gode betingelser for at leve videre. Samtidig vil ukrudtstrykket øges.

Resultatet er brug af flere pesticider eller øget brug af ploven.


Større udledning af CO2
Når man pløjer jorden forstyrrer man først og fremmest jordens liv af regnorm, insekter og mikroorganismer.

Pløjning vil samtidig forøge forbruget af brændstof til det dobbelte, hvilket igen øger landbrugets CO2-belastning. Et problem Folketinget vil adressere senere i forhold til at indføre en CO2-afgift.


Risiko for større udvaskning
Et mindre kulstofindhold giver også jorden dårligere evne til at fastholde kvælstof i jorden. Kulstof og kvælstof er nemlig gensidigt afhængige af hinanden, også kendt som C/N-forholdet.

En pløjet jord vil miste sin stabilitet. Det erfarer mange landmænd, når en pløjemark enten skyller eller blæser væk. Erosion på pløjede marker er et udbredt problem.

Og når der sker vanderosion, kan der også ske en udvaskning af næringsstoffer og partikler fra marken.

FRDK frygter, at den nye kvælstofregulering vil betyde mere ensidig dyrkning – for eksempel hvede flere år i træk.


Jorden udpines
Når man år efter år dyrker den samme afgrøde på sin mark, vil jorden over tid tømmes for såvel mikroorganismer og næringsstoffer, som vil forsvinde, fordi de har behov for en mangfoldighed af levende rødder.

Et ensidigt sædskifte risikerer at svække jordens biologiske mangfoldighed og funktion. Forskning viser omvendt, at varierede sædskifter kan øge den mikrobielle biomasse og diversitet i jorden.

– Man forarmer jorden ved at dyrke den med et ensidigt sædskifte, og man skal forstå, at jorden er en levende organisme, der skal fodres, siger Henrik Terp.


EU vil have sundere jord – L5 trækker den anden vej
I EU er man i høj grad opmærksom på de udfordringer, udpining af jorden har. Og de formoder, at 60 procent af landbrugsjorden i Europa allerede er i dårlig tilstand.

Derfor er Soil Monitering Law vedtaget i Europaparlamentet, og den skal over de kommende år implementeres i Danmark. En af indsatserne bliver formentlig reduceret jordbearbejdning, da det kan forbedre og sikre jordsundheden.

Men det har L5 sat en bremse for. Og arealet af landbrugsjord i dårlig tilstand vil stige med indførslen af L5 i Danmark.


Fremtiden er udpinte marker
Et af de landbrug, der får et låst sædskifte, er Vidstruplund. Her er der i dag et varieret sædskifte med stor diversitet med flere forskellige afgrøder og aldrig samme afgrøde to år i træk.

Det gode og sunde sædskifte bliver efter L5 erstattet af et ensidigt sædskifte med de samme afgrøder år efter år. Græs og majs kan ikke længere flyttes rundt i sædskiftet, hvor der også er hvede, byg, raps, havre og hestebønner.  

– Med majs efter majs får vi opformeret et problemukrudt som hanespore, ligesom vi vil holde liv i svampesygdomme. Det giver et øget forbrug af både ukrudts- og svampemidler, siger driftsleder i marken Bjarke Wilhelmsen.

Det har haft mange fordele at flytte græs rundt i sædskiftet, men fordi majsen nu bliver låst på de mest robuste arealer på grund af udvaskningen, blokerer det for rotation med græsmarkerne.  

– Vi har brugt det både til marker, hvor sundheden og udbytterne har været presset, da græs er rigtig godt til at skabe liv i jorden, fortæller driftslederen.

Græs er også enormt godt til sanering af problemukrudt, så det har det også været brugt til.

Efter L5 bliver alternativet kemi og udpinte marker.

  • Sendt bekymringsbrev til relevante politikere
  • Anmodet om foretræde for ministeriet

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.