Der er ikke meget godt at sige om korn som efterafgrøde. Det viste sig tydeligt i en af FRDKs efterafgrødedemo-marker, som lå hos Emil Busk Andersen på Sydøstsjælland i efteråret.
Formålet var at fremvise FRDKs Sund Jord-blandinger: N-Fabrikken, CarbonFarm og Booster. Desuden den meget brugte blanding DLF Radis 80/10/10.
Dårlig vækst uden efterafgrøder
For at vise hvad en god efterafgrøde kan, er det vigtigt at have en reference at sammenligne med, og derfor havde Emil også en parcel, hvor der ikke var sået efterafgrøder. Der var kun spildkorn og spildfrø. Forfrugten var rug, og derfor var der spildkorn af rug. Desuden lidt væselhale og andet.
Hvor der ikke var en god bestand af efterafgrøder, havde spildet gode betingelser for at vokse godt til modsat i parcellerne med gode efterafgrøder. Her kunne spildplanter findes, men var meget trykket og dermed uden betydning.
Marken og parcellerne fik lov at ligge urørt indtil nedvisning 1. april, der lykkedes godt. Afgrøden i 2026 er havre, der blev sået efter påske i et perfekt såbed. Afgrøden er kommet godt i gang. Dog ikke hvor der kun var spildkorn. Her har havren været længere om at starte.
Rug kan hæmme væksten af efterfølgende afgrøde
At parcellen uden efterafgrøder starter langsommere op, passer fint med, at rug kan hæmme væksten af den følgende afgrøde. Hvor der er en god og tæt efterafgrøde af gode arter, har de fremspirede rugplanter ingen chance for at vokse, og dermed er der ingen dårlig effekt efterfølgende.
Korn er dårlig som efterafgrøde
Rugs negative eftervirkning viser hvorfor, det er en dårlig ide at bruge i særlig grad rug og også korn generelt til at opfylde lovkravet om efterafgrøder. Det fastholder den grønne bro, og giver meget ringe opbygning af kulstof i jorden. Opsamlingen af N er derfor også meget lille.
Skjul og føde for vildtet hele vinteren
Nedvisning kort før etablering af næste afgrøde og ikke om efteråret betyder, at der er skjul og føde for vildtet hele vinteren.
40 rådyr har nydt og afgræsset de store rodklumper fra strukturator og bladene af blodkløver. Ligeledes er der syv par ynglende agerhøns der har kunnet skjule sig.
De alsidige blandinger (særligt CarbonFarm og Booster) har vist deres værd ved at for eksempel boghvede starter hurtigt og viser fylde. Den fryser dog væk straks, der kommer nattefrost, men så er det de overvintrende arter vintervikke og blodkløver, som tager over.
FRDK i marken
FRDK har gennem flere år haft demoer med forskellige blandinger rundt omkring i landet. Formålet er både at vise dem frem for landmænd, og vise hvad efterafgrøder kan gøre for at fremme jordens sundhed, og dermed være en del af værktøjerne til at opnå et godt resultat i marken. Efterafgrøder er ikke kun noget, man sår, for at opfylde lovkrav.



