Köckerling har specialiseret sig i øverlig bearbejdning

En del af Köckerlings produktprogram er specialudviklet til effektiv, øverlig bearbejdning, og på Agritechnica præsenterede virksomheden desuden en ny sensor til at styre dybden helt ned til en halv centimeters nøjagtighed.
Köckerlings Allrounder Flatliner kan lave fuld gennemskæring i 2 centimeters arbejdsdybde, når den, som her, er monteret med de specielle, flade radrenser-skær.

Mængden af tilladt kemi i landbruget er under pres, og harvefabrikanten Köckerling mærker tydeligt et øget fokus på en helt øverlig bearbejdning som middel til at bekæmpe ukrudt. Både i Tyskland, men også i Danmark.

Derfor lancerede de for et par år tilbage harven Köckerling Allround Flatline, som, monteret med radrenser-skær, kan lave fuld gennemskæring i to centimeters dybde. Köckerlings radrenser-skær er helt flade for at sikre den øverlige dybde.

Efter harven kommer en pakker, som sørger for en god fremspiring af ukrudtsfrøene.

– Det er der helt klart mange, der begynder at fokusere på, hvordan vi kan klare os uden at skulle sprøjte os ud af det hele, siger Mikael Nielsen, repræsentant for Köckerling i Danmark.

Han vurderer, at harver, der kan arbejde øverligt med fuld gennemskæring, kommer til at erstatte tallerkenharverne.

Mikael Nielsen fremviser i disse dag Köckerlings store redskabsprogram på Agritechnica, der afholdes frem til og med den 15. november.


Dybden styres af sensor
Allround Flatline-harven fås i 5, 6, 7,5 og 9 meters arbejdsbredde.

Hvis man ønsker sig en større harve, der både kan arbejde øverligt og dybere, så skal man vælge Allrounder Profiline-modellen som fås fra 9 til 12,30 meters arbejdsbredde. Den kan arbejde helt øverligt og ned til 12 centimeter.

Profiline-modellen kan give sig i hver af de to fløje og har hydraulisk dybderegulering, så den følger terrænet.

Som noget nyt kan Profiline-harven udstyres med en sensor, som kan sikre arbejdsdybden indenfor fem millimeters nøjagtighed.

– Sensoren er også på vej til de andre harve-modeller, fortæller Mikael Nielsen.

En ny sensor kan sikre arbejdsdybden indenfor fem millimeters nøjagtighed.


Øverlig bearbejdning kræver kørsel på skrå
Hvis man ønsker at holde sig meget øverligt i marken, så er der nogle regler, man skal følge, siger Mikael Nielsen, der selv har drevet pløjefrit landbrug med Köckerlings redskaber, og som har være importør siden 2006 og ansat direkte hos Köckerling siden 2010.

Det er for det første en forudsætning, at man har jævne marker, og så skal man køre på skrå med sin harve.

– Det er meget vigtigt, at man kører på skrå, for selv et spor på bare en centimeter driller, hvis man ikke bearbejder jorden skråt fra siden.

Mikael Nielsen har arbejdet med Köckerlings redskaber siden 2002. Både som landmand og maskinsælger.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.