FRDK og SAGRO ruster landmændene til at sænke deres gødningsforbrug i marken

FRDK og SAGRO afholder kursus i planteernæring for at klæde landmændene på til at få mest muligt ud af de næringsstoffer, der er til rådighed fra 2027.
Hvede
Med de nye gødningsrestriktioner kan det være en fordel at se på, hvordan man udnytter de næringsstoffer, der er til rådighed, bedst muligt. Derfor holder FRDK og SAGRO kursus i planteernæring,

Som følge af Grøn Trepart er der flere restriktioner på gødning i vente allerede fra 2027. FRDK og SAGRO har derfor taget initiativ til et kursus i planteernæring.

Det foregår tirsdag den 10. marts fra klokken 9.00 i SAGROs lokaler på Majsmarken 1, 7190 Billund.

Det ser nemlig ud til, at der er flere parametre at skrue på, hvis man vil sænke behovet for gødning.

Til at kaste lys over emnet har arrangørerne allieret sig med agronom og stifter af Biomagine, Hanne Gundersen, som vil gennemgå, hvad man kan bruge planteanalyser til, og hvad man kan gøre, for at få jorden selv til at stille flere næringsstoffer til rådighed.

– Jordens egen evne til at forsyne planterne med næringsstoffer og samtidig gøre planterne mere robuste overfor angreb af svamp og skadedyr er en kæmpe ressource, vi først lige er begyndt at kigge ind i, siger Niels Hansen, der er formand for FRDKs fagudvalg.

Fra forskningens side er der besøg af professor i plantevidenskab, Søren Husted fra Københavns Universitet, som vil gøre deltagerne klogere på, om der er noget om snakken.


Gødning til rette tid og i rette mængde
Der findes en retning, hvor man arbejder med at lave planteanalyser, som viser, hvad planten har brug for og hvornår. Teorien er her grundlæggende, at man kan skade mere end man gavner ved for eksempel at tildele store mængder kvælstof af få omgange og undlade at analysere planten for andre mangler.

Til at folde det ud deltager agronom og stifter af virksomheden Cropvise, Stefan Gernert. Han har sammen med en partner udviklet et IT-system, der ud fra planteanalyser, som foretages fem gange i løbet af planternes vækstsæson, laver en skræddersyet gødningsplan. Der er i høj grad tale om bladgødskning, mikronæringsstoffer og tildeling af N-gødning over flere omgange.

– Med de nye krav, vi står overfor, så er det her system meget spændende, siger planterådgiver Niels Holmgaard, der har taget initiativ til at få systemet afprøvet i Danmark.

Han startede med at teste systemet hos en række af sine kunder i efteråret og følger op med flere prøver her i foråret.


Kend dine næringsstoffer
Både Yara, Bionutria og Dangødning har også indlæg på kurset. Ud fra deres viden og erfaringer kommer de med bud på, hvordan man håndterer og udnytter næringsstofferne bedst muligt.

Det handler især om timing af gødskningen, valg af gødningstype og mængder.


En ny faglighed
Udover at være et redskab til at håndtere de nye gødningskrav på, så er kurset også et led i en bevægelse over mod et mere regenerativt landbrug, hvor man minimerer input. De mange forbud mod planteværnsmidler tvinger også landbruget i at kigge i den retning.

De fleste definitioner af regenerativt landbrug har minimale input af jordbearbejdning, gødning og kemi som en af grundstenene side om side med sædskifte, efterafgrøder og integration af husdyr.

– Vi er nødt til at begynde at se vores jord som en levende organisme, vi skal fodre og passe på, og som en samarbejdspartner, der skal hjælpe vores planter til at blive så robuste, at de kan modstå angreb fra skadedyr og sygdomme og forsyner vores planter med næringsstoffer, siger Niels Hansen.

Kurset er åbent for alle, og man kan tilmelde sig på FRDKs hjemmeside.

Program

  • 09.00 Rundstykker
  • 9.30 Velkomst ved formand for FRDKs fagudvalg, Niels B. Hansen
  • 9.35 Kan man gøde planter, så de selv kan bekæmpe skadedyr og svamp v professor i plantevidenskab Søren Husted, KU
  • 10.20 Hvad kan man bruge Brix-analyser til, og hvor meget kan man få jorden til at bidrage med? v/ agronom Hanne Gundersen, Biomagine
  • 11.00 Praktiske erfaringer med Brix-analyser v/formand for FRDKs fagudvalg Niels B. Hansen
  • 11.15 CropVise – ny metode til at afgøre plantens behov på v/grundlægger og agronom Stefan Gernert
  • 12.15 Praktiske erfaringer med brug af CropVise v/planteavlskonsulent Niels Holmgaard, Sagro
  • 12.30 Frokost
  • 13.30 Makronæringsstoffer – deres vigtighed og timing for tilgængelighed v/ chefagronom Jesper Ulnitz, Yara
  • 14.00 Hvorfor er mikronæringsstoffer så vigtige v/ Jens Erik Pust, Bionutria
  • 14.30 Kaffe
  • 14.45 Kvælstof er ikke bare kvælstof – og det skal tildeles på rette tidspunkt og i rette mængde v/Lars Hindbo, Dangødning

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.