Næstformand i FRDK, Kaare Larsen, der forleden deltog i L&F’s plantersektors årsmøde, der blev afholdt i Herning Kongrescenter, savner mere fokus på det, landbruget kan med biologiske løsninger.
Sidste år var der massivt fokus på regenerativt landbrug på Plantekongressen. I år knap så meget.
Ikke et ord om dyrkningssystemers effekt på miljø og klima var der i formands og direktørs beretning.
– Det er en stor fejl, at dansk landbrug ikke i højere grad bruger og peger på de mange natur- og klimafordele, der er i den reducerede jordbearbejdning, siger Kaare Larsen.
Senest viser forsøg fra Seges en markant mindre udledning af såvel kvælstof og lattergas fra marker, der dyrkes pløjefrit.
Meget udenlandsk forskning peger også på effekterne, og ikke mindst den markant forbedrede biodiversitet.
– Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer vi til at kigge på de biologiske løsninger. Reduceret jordbearbejdning, sædskifte og efterafgrøder. Mange kalder det regenerativt landbrug. Det gør vi også, men vi kalder det også reduceret jordbearbejdning, pløjefri dyrkning og conservation agriculture, siger Kaare Larsen.
Tekniske og syntetiske løsninger skal ikke stå alene
FRDK anbefaler, at de virkemidler L&F peger på, ikke kommer til at stå alene.
– Vi har i flere år hørt om biokul og nitrifikationshæmmere, og nu føjer L&F genteknologien NGT til virkemiddelkataloget, men disse virkemidler er tekniske og syntetiske og bør ledsages af biologiske virkemidler, siger Kaare Larsen og tilføjer:
– Nu har erhvervet i årevis peget på præcisionsjordbrug, tidlig såning af vinterhvede og senest altså de mere syntetiske løsninger. Det har ikke rigtig bragt os nogle vegne. Grøn Trepart gik i hvert fald ikke væk på baggrund af de tiltag.
Nabolande buldrer forbi
– Den mere biologiske fremtid buldrer afsted i lande omkring os, mens vi i Danmark har taget skyklapperne på, og gør, som vi altid har gjort, siger Kaare Larsen og tilføjer:
– Vi har kun lige løftet en flig af det område, hvor biologien virkelig kan få os langt. En sundere jord giver sundere planter, der bedre kan klare sig næringsstofmæssigt set, og den giver planter, der bedre kan modstå svampe og skadedyr.



