Følgeafgrøder i vinterraps kom godt fra start

DLF og FRDK er gået sammen om en afprøvning af mikrokløver som permanent bunddække i kombination med afgrøder som bukkehorn og lucerne. I år er afprøvning startet i vinterraps. Projektet kaldes Evergreen.
Raps med lucerne og mikrokløver som følgeafgrøder

Der er mange grunde til at arbejde med at reducere input af planteværn og kunstgødning. En måde at gøre det på er at lade biologien klare opgaven.

Derfor har DLF og FRDK iværksat en afprøvning, hvor det testes, om planteværn og gødning kan erstattes af andre planter.

Der afprøves en mikrokløver, som skal både dække af for ukrudt og levere kvælstof. Afprøvningen er startet i vinterraps i år, men det er meningen, at mikrokløveren skal fortsætte som et permanent bunddække i de kommende afgrøder. Nogle af mikrokløverne er suppleret med henholdsvis bukkehorn og lucerne.

I vinterrapsen virker insekticiderne stadigt ringere mod rapsjordlopper, og pilene peger i retning af mere biologiske løsninger. Det er derfor et ønske, at en følgeafgrøde kan reducere angreb.

En større afgrødediversitet vil give en større biomasse, som kan reducere risikoen for udvaskning af næringsstoffer i vinterhalvåret. Og så vil en større afgrødediversitet give biodiversitet på alle niveauer af mikro- og makrobiologien. Så der er mange oplagte win-win at gå efter.

Etableringen

Mikrokløveren og de andre følgeafgrøder er etableret i vinterraps i striber. Henover vækstsæsonen laves der registreringer af rapsjordlopper, ukrudt, tålsomhed overfor herbicider – og til foråret bliver tilførslen af kvælstof reduceret i håbet om at følgeafgrøden supplerer vinterrapsen med mellem 25 og 30 kilo kvælstof pr. hektar.  

De foreløbige registreringer viser, at følgeafgrøderne er kommet rigtig fint og ensartet fra start. Bukkehorn og lucerne er kraftige og står spredt, så de ikke konkurrerer med rapsen, mens de to kløvertyper står fint og tæt i bunden. Der er foreløbigt ikke synlige forskelle på ukrudtsfremspiringen mellem følgeafgrøderne.

Brug af kemi

Følgeafgrøderne tåler både Focus Ultra og Clomazon som forventet. Derimod drev lidt Belkar ind fra en kant til et demoareal og viste tydelig skadelig effekt.


Få rapsjordlopper i vinterrapsen

Jordlopper har ikke været den store udfordring i de upløjede demomarker. Måske på grund af forholdsvis tidlig såning i første halvdel af august, hvor rapsen bedre kan gro fra angreb i det lune sensommervejr.

Forekomst af halm og stub kan også begrænse loppeangreb, eller måske skal årsagen findes i at flere nyttedyr i et upløjet dyrkningssystem har holdt niveauet lavt. Hvor rapsen er kraftig, bliver larverne næppe det store problem til foråret.

Bukkehorn kigger op over den grubbesåede raps.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.