Al forskning starter ude hos landmanden. Den tanke er der efterhånden flere og flere, der tilslutter sig, og det er den tanke, der danner baggrund for det nye projekt Landmandsdrevet Innovation.
Her skal de mange gode ideer og praksisser ude på landet afprøves og bredes ud til kollegaer. Projektet vil prioritere ideer, der spiller ind i den dagsorden, der er sat af den Grønne Trepart med hensyn til kvælstofudvaskning og klimatiltag.
Går du derfor og tumler med ideer til et lavere gødningsforbrug ved hjælp af undersåning af kløver eller andre kvælstoffikserende planter eller for eksempel dyrkning af afgrøden polykultur, der gøder sig selv og hvor man sparer indkøbt soja, så meld din ide ind til projektet.
Det kan også være, at du arbejder på at sikre de næringsstoffer, der er i efterafgrøderne, så de kommer næste afgrøde til gode. Eller prøver at fjerne ukrudt mekanisk uden at rode for meget i jorden.
Finansiering, fællesskab og eksperter
Der er finansiering til etablering af parceller og eksperimenter, til målinger, dataopsamling og indkøb af midler samt leje af for eksempel specialredskaber med mere efter aftale med projektleder.
Hvis der er flere, der kan finde sammen om den samme ide, kan der etableres en gruppe omkring det pågældende eksperiment. Der er mulighed for at få koblet en konsulent eller fagperson til afprøvningen, hvis man er en gruppe.
Om projektet
Landmandsdrevet innovation
Landmandsdrevet Innovation drives i samarbejde mellem regionale rådgivningsselskaber landet over samt Teknologisk Institut og Agrovi, der er initiativtagere.
Projektet er støttet med 23 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og løber fra 2025 til 2027.
Læs mere på https://landmandsdrevet.dk/
Har du en god ide?
Har du en god ide – så meld ideen ind på landmandsdrevet.dk. Du kan også sende din ide til eller ringe på 3066 0220, som så vil gå videre med ideen.



