Rapsetablering er ikke nogen avanceret og vanskelig opgave på Gl. Refning hos Morten Bjerre ved Holstebro.
– Raps er en nem plante. Nemmere end man tror, selvom det er nogle meget små frø, og den har ikke behov for særlig megen jordbearbejdning, siger landmanden, der har kørt pløjefrit siden 1999.

Han skal så i alt 95 hektar i år med sin Horsch Focus og afhængigt af vejret, vælger han en af to forskellige strategier.
Er der god tid, bliver der nedfældet gylle fra bedriftens svineproduktion inden, og der placeres startgødning ved frøet, når der sås.
Bliver tiden knap, er Focus’en den eneste maskine, der kommer i marken. Så bliver der placeret 100 kilo 27-4 og sået direkte i stubben og kørt gylle ud med slanger senere.
Etableres efter korn
Samtlige 95 hektar raps etableres med korn som forfrugt. Enten vårbyg eller hvede. Normalt sår Morten Bjerre raps direkte efter frøgræs i en nedvisnet stub, men frøgræsmarkerne skal bruges som efterafgrøder i år, og der skal drænes på nogle af dem.
I stedet for raps bliver der så højst sandsynligt sået hestebønner efter græsset til foråret.
Pasning hen over efteråret
Når rapsen er etableret, starter arbejdet med ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse, som Morten Bjerres markmand står for.
Der skal bekæmpes spildkorn, og der køres med Kerb i november eller december og Belkar.
– Jeg kan godt lide at have rene marker, siger Morten Bjerre.
Endnu har han ikke oplevet de store problemer med rapsjordlopper, men der har tidligere været udfordringer med snegle.
– Sidste år kørte vi konsekvent med sneglepiller samtidig med såning, men vi har endnu ikke afgjort, hvad behovet er i år, siger Morten Bjerre.
Gl. Refning
- Beliggende i Sørvad ved Holstebro
- Ejes og drives af Mette og Morten Bjerre
- Morten Bjerre er 3. generation
- 1.200 årssøer med salg af 40.000 7 kilos grise
- Søerne er løsgående og har været det siden 2003, som de første i Danmark
- Driver 530 hektar planteavl med raps, hestebønner (pause i 2025), frøgræs (alm. rajgræs), hvede, rug og vårbyg
- Pløjefri dyrkning siden 1999
- Horsch Focus såmaskine
- 7 ansatte – 5 i stalden og 2 i marken



