Hvis man vil sikre gode sunde marker til gode sunde afgrøder, er der al mulig grund til at investere i gode multiartsblandinger. Det vil ses i flere år efter en god efterafgrøde.
Fuldt udbytte af de gode blandinger sikres naturligvis ved tidlig etablering og ved at lade efterafgrøderne forblive aktive på marken indtil kort før etablering af næste afgrøde.
250 – 350 kroner værd i kvælstof
Avancerede blandinger er naturligvis dyrere end olieræddike. Og er de så det værd?
Alene på kvælstofeftervirkningen til den følgende afgrøde er der stor forskel.
Forventet eftervirkning i kilo N/ha
| Efterafgrødetype | Svag | Mellem | Kraftig | Meget kraftig |
| Korn | 0 | 0 | 5 | 10 |
| Olieræddike | 5 | 10 | 20 | 30 |
| Olieræddike + Vikke | 10 | 20 | 30 | 40 |
| Frivillige med mange bælgplanter | 15 | 25 | 40 | 50 |
| Græs | 5 | 10 | 15 | 20 |
| Græs med cikorie | 10 | 15 | 20 | 25 |
Her ses, at korn maksimalt giver 5 kg N. En god olieræddike kan give 25 kg N, og en god multiartsblanding kan give 50-60 kg N i eftervirkning til den følgende afgrøde.
Hvis et kg N sættes til 10 kr. er der 250 til 350 kroner til betaling for for eksempel Carbon Farm. Det dækker næsten merprisen, som er 350 til 380 kroner mere end for eksempel 80/10/10.
Der er endnu ikke taget højde for, at en multiartsblanding giver en bedre effekt på kulstofopbygning og derved langtidsvirkning.
420 kroner i merudbytte i byg
Desuden har forsøg med multiartsblandinger givet min 5 procent større udbytte i første år alene på større rodaktivitet grundet en sundere jord.
5 procent større udbytte på 60 hkg byg og en kornpris på 140 kroner pr. hkg er 420 kroner i merværdi allerede første år.
Nedvisning/destruktion af efterafgrøden foretages naturligvis så tæt på ny afgrøde som muligt for at sikre, at der ikke tabes eftervirkning.
Holder jorden i live
De fleste er vel efterhånden enige om, at hvis skal man have succes med landbrugsafgrøderne, må markerne ikke ligge ubevoksede hen imellem vækstsæsonerne.
Jorden skal kort sagt holdes i gang eller i live.
I sund jord findes milliarder af mikroorganismer i blot en håndfuld jord. Alt dette liv skal fodres helst hele tiden, og det er der, efterafgrøderne kommer i fokus, som den nødvendige kilde til energi fra solen.
Men der er stor forskel på, hvor meget de forskellige former for efterafgrøder kan levere.
Korn:
Marken bliver grøn og derved overholdes reglerne til plantedække i forhold til lovgivningen om diverse krav.
Men eftervirkningen, målt på hvad der af kvælstof til næste afgrøde, er uden betydning, og den grønne bro kan bære sygdomme videre til næste afgrøde.
Dog forudsat at det er samme art.
Olieræddike + radis evt. iblandet lidt honningurt:
Langt den mest udbredte efterafgrøde, som er endog særdeles god til at opsamle kvælstof også fra stor dybde.
Er der rigtig meget gammel strøm fra tidligere afgrøder og stor anvendelse af husdyrgødning, er det derfor et godt valg.
FRDKs specialblandinger:
Disse blandinger er udviklet for at opbygge og vedligeholde jorden, så den altid yder optimalt.
CarbonFarm er en frivillig blanding udviklet i projektet af samme navn og beregnet til at opbygge en stor kulstofmængde i jorden. Blandingen indeholder blandt andet vintervikke, alexandrinekløver og blodkløver, der kan overvintre. Bælgplanterne sikrer, at der altid er kvælstof til rådighed for opbygning af kulstof. Overvintringen sikrer større mulighed for at den opsamlede kvælstof også er til stede til brug for næste afgrøde. CarbonFarm er en multiartsblanding, som har stor rodudvikling i hele jordprofilen også i stor dybde. I en sådan blanding er der ikke en dominerende art, hvorfor eventuelle sygdomme knyttet til en bestemt art ej heller vil være dominerende. Tværtimod er der noget, der tyder på, at det hele holdes på et lavt niveau.
Sund Jord Booster er udviklet særligt til marker med mulige pakningsskader, hvor dens indhold af blå bitter lupin både giver kvælstof og løsning af hård jord. Ellers er det en blanding af samme type som CarbonFarm.
Kvælstoffabrikken er udviklet til at opsamle kvælstof, og samtidig er den godkendt som lovpligtig efterafgrøde. Det er en blanding, der indeholder bælgplanter, og derfor er der et ekstra kvotetræk på 25 kilo N/ha efterafgrøde. Hvis den anvendes som lovpligtigt efterafgrøde, må den ikke destrueres før 1. februar året efter. Blandingen indeholder olieræddike, honningurt, vintervikke og blodkløver.



