Artikelforfatter

Dyrk dit eget kvælstof og spar gødning

Bælgplanter kan give besparelse på dyr gødning.
Vikke og vinterraps

Med de seneste måneders store stigninger i energipriserne er prisen på kvælstof fulgt med i vejret. Aldrig før har et kilo N kostet så meget, som det gør netop nu.

Det er derfor nærliggende at spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre af tiltag for at reducere mit behov for indkøbt kvælstof?

En mulighed er at bruge bælgplanter til at dyrke sig til mere kvælstof.

Helt oplagt er sædskifteændringer ved at dyrke flere kvælstoffikserende hovedafgrøder såsom hestebønner, ærter og lupin. Her er forfrugtsværdien på cirka 40 kg N/ha samt ingen udgift til indkøbt kvælstof interessant.


Mellem- og efterafgrøder
Andre muligheder er den gammelkendte klassiker indenfor grøngødning ved at dyrke bælgplanter og blandinger heraf med henblik på et stort kvælstofoptag og kvælstoffiksering i løbet af efteråret.

Måske kan der være plads til en mellem- eller efterafgrøde i sædskiftet. Det er altid meget svært at lave forsøg, som dokumenterer den reelle kvælstofeffekt ved dyrkning af en bestemt efterafgrødeblanding.

Særligt har såtidspunkt, forfrugt, gyllehistorik og udsædsmængder stor indflydelse på, hvor kraftig efterafgrøden bliver. Dertil kommer, at der er mange andre fordele ved efterafgrøder end kun kvælstofproduktion (for eksempel jordstruktur og ukrudtskonkurrence).

Desuden er der en omkostning til etablering af en kvælstofproducerende mellem-/efterafgrøde. Kan kvælstofproduktion opnås via en eksisterende etablering (lovpligtig efterafgrøde eller hjælpeafgrøde i raps) er omkostningen minimal. Men skal marken sås en ekstra gang, eller der skal spredes frø ud før høst er der en ekstra omkostning, som også skal med regnes.

Med udgangspunkt i kravet til N-produktion kan du overveje din egen specifikke situation og vurdere, om det kan være realistisk, at din mellem- eller efterafgrøde kan blive effektiv nok.

Hvis du er 100 procent gyllegødet på lerjord og har været det i årtier, så er der desværre lille sandsynlighed for ekstra kvælstofproduktion ved dyrkning af bælgplanter i dine mellem- eller efterafgrøder.

Men modsat hvis din ejendom er planteavl med overvejende grad af mineralsk gødning og høje udbytter, så er der god sandsynlighed for, at det er en god ide at bruge bælgplanter aktivt her i efteråret.


Bælgplanter i efterafgrødeblanding
Som noget nyt kan man inkludere 25 procent bælgplanter i en MFO-efterafgrøde eller pligtig efterafgrøde. Det kan være relevant for de fleste planteavlsbrug, hvor du primært anvender mineralsk gødning. Du skal dog være opmærksom på, at blandingen skal være færdigindkøbt, så blandingsforholdet kan dokumenteres ved en eventuel kontrol.

Dernæst er kravet til eftervirkning større med 50 kg N/ha fremfor de normale 23 kg N/ha, som er kravet til eftervirkning ved en normal MFO-efterafgrøde.


Fodervikke og blodkløver – nye muligheder
Fodervikke (sommervikke) er en anden spændende mulighed i dette efterår. Fodervikke er kraftig i vækst, hvis den sås tidligt, og den tåler ikke frost. I modsætning til vintervikke er fodervikke tilgængelig i store mængder, og den er billig.

Der er derfor stor fleksibilitet ved at anvende fodervikke som en kvælstoffabrik, hvis du har mulighed for minimum 6 uger fra høst til såning af næste afgrøde. Brug fodervikke som hjælpeafgrøde i vinterraps eller som mellemafgrøde imellem høst og en sent sået vinterhvede. Fodervikke er særligt velegnet sammen med vinterraps, hvor den kan medvirke til reduceret angreb af jordlopper.

Blodkløver er en anden mulighed for kvælstofproduktion i efteråret. Blodkløver vokser ligeledes det meste af vinteren. Blodkløver er velegnet som hjælpeafgrøde i vinterraps.

Både fodervikke og blodkløver kan sås samtidigt med vinterraps. Hvis fodervikke og blodkløver skal bruges som mellem-/efterafgrøde, bør de udspredes før høst i juli måned, hvis der er udsigt til regn. Begge er særdeles velegnede til udspredning før høst.

Se en tabeloversigt over mulighederne HER

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.