Vi er 6.000 fuldtids landmænd tilbage i Danmark. 1.000 færre end sidste år. Det er så få, at vi bør stå sammen.

Uanset om man er økolog, konventionel, pløjefri eller dyrker sin jord efter helt andre metoder: regenerativt, biodynamisk, har skovlandbrug, permakultur eller noget helt andet.

Vi har et fælles mål. Uanset om vi vil det eller ej, så er der krav fra såvel det omgivende danske samfund og EU. Krav, der betyder, at der skal ske et paradigmeskifte i dansk landbrug.

Der bliver mere og mere fokus på, at vi kan levere på dagsordener som klima, miljø, sund jord og natur.

Vi mærker et stigende pres fra de store fødevarevirksomheder, der vil have regenerativt landbrug. Se bare på vores eget danske bryggeri Carlsberg, som helt konkret skubber i den retning. Blandt andet ved at støtte forsøg med regenerativt maltbyg. Vi ser også Arla, der skubber i den retning med deres belønning af regenerative tiltag hos mælkeproducenter, og store fødevareproducenter som Nestlé og Unilever er gået i den regenerative retning.

Det virker som om, at alle mener, at netop de har patent på begrebet regenerativt landbrug. Fakta er, at det er der ingen, der har. Der findes endnu ingen officiel definition.

I stedet udspiller der sig en kamp om, hvem der er mest regenerative. Og det er der måske i virkeligheden slet ingen af os, der er endnu.

Vi skal sammen – og her mener jeg økologer, CA-folk, pløjefri landmænd og konventionelle – finde den vej. Og vejen er, efter min opfattelse, med input fra alle lejre.

I den pløjefri forening FRDK, hvor jeg er formand, har vi allerede taget første skridt. Sammen med økolog Steen Nørhede har vi startet projektet »På vej mod mindre input«, hvor vi har samlet en gruppe af landmænd, der har forskellige dyrkningssystemer for sammen at udvikle et regenerativt system. Økologerne kan noget med at dyrke uden kemi, de pløjefri kan noget med at passe på jordens sundhed og biodiversiteten, og de konventionelle kan noget med høje udbytter.

Får vi alle disse gode evner til at spille sammen, så bliver vi stærke. Rigtig stærke.

Der skal nok blive plads til nicheproduktioner fremover, men hvis vi virkelig skal lave en forandring, der batter, så skal vi have alle med. Vi skal udvikle et system, der kan adapteres af mange og ikke kun af de få. De gode praksisser skal udbredes til mange hektar. Kun på den måde får vi en virkelig forandring.

Og så er det bare så enormt uklædeligt at skyde på alle andre for at fremme sit eget dyrkningssystem.

Man bliver ikke større af at stå på andre. Man bliver stærkere af at stå sammen. Skulder ved skulder.

Det ærgrer mig, at vi ikke langt tidligere har slået kræfterne sammen – i stedet for at bruge dem på at bekrige hinandens systemer.

Nu ser det ud til, at det er fødevarevirksomhederne, der løber afsted med dagsordenen, mens vi landmænd står tilbage på slagmarken og lader udviklingen løbe ud af hænderne på os, fordi vi har haft for travlt med at slås med hinanden.