CA bekæmper resistent rajgræs i pløjet mark

Da pløjning måtte give op, var direkte såning løsningen på et massivt problem med resistent rajgræs.
Ren mark så langt øjet rækker - efter direkte såning var taget i brug på pløjet mark med alvorlige græsukrudtsproblemer.

Resistent italiensk rajgræs havde helt fået overtaget i en hvedemark i det midtjyske. Problemet var blevet så seriøst, at hveden var gået ud i områder. Der blev taget et slæt af marken, og hveden blev opgivet.

Kasper Holm Kristensen, der er FRDK PløjefriRådgiver og planteavlskonsulent hos Velas blev sat på opgaven, og gode råd var dyre.

Gennem mange år havde der været et stigende problem med de frygtede græsser på marken. Arealet er en stiv JB 7, og der har altid været pløjet og sået hvede først i september.

– Pløjningen havde ikke været god, og de sidste par år inden begyndende indsats, er der kun dybdeharvet inden etablering. To år med dyb opharvning havde virkelig accelereret opformeringen og givet et seriøst problem, fortæller han.


Pløjning vender bare nye frø op
Frøpuljemanagement er nøgleordet, når græsukrudt skal bekæmpes. Jorden skal udtømmes for spiredygtige frø hurtigst muligt. Hvis der har været pløjet i mange år for svære græsser, er der mange frø i hele pløjelaget.

Frøpuljemanagement betyder, at der er styr på, hvor i jorden frøene er, og hvor lang tid de kan overleve.

Strategien blev at rode så lidt i jorden som muligt, for at undgå frøkast og at få blandet frø.

– Man kunne nu tænke, at der bare skal pløjes for at begrave frøene, men da der har været harvet dybt og pløjet tidligere, så ved vi, der vil blive pløjet nye frø op, fortæller Kasper Holm Kristensen.

Kommer problemet i en mark, hvor der ikke har været pløjet og kun arbejdet overfladisk i mange år, så kan det være en effektiv indsats at lave en omhyggelig pløjning.


Hele IPM-værktøjskassen kom i brug
Kemi alene var heller ikke en løsning, og Kasper Holm Kristensen valgte, at tage hele IPM-værktøjskassen i brug.

– De vigtigste tiltag er at vælge vårsæd, som kan tåle en anden virkemekanisme end korn. Her er Hestebønner et meget oplagt valg, fordi der ofte kan bruges Focus Ultra. Den kan have tæt på 100 procent effekt, og bønnerne giver en konkurrence, som sikrer, at de sidst fremspirede planter ikke sætter frø. For at undgå frøkast skal vi også vide, om frøene er resistente, så vi ved hvilken kemi vi får effekt af, siger han.

Det er vigtigt at have styr på, hvor længe frøene kan overleve i jorden og det er forskelligt for de forskellige arter. Italiensk rajgræs kan overleve i op til syv år.

Ital. rajgræs er derfor ikke bekæmpet 100 procent på tre år, for der er stadig levende frø i jorden.

I 2021 var der rigtig meget resistent rajgræs. Så meget, at der blev taget slæt på marken.
FRDK PløjefriRådgiver Kasper Holm Kristensen tog hele IPM-værktøjskassen i brug. Blandt andet direkte såning og sædskifte. I 2022 blev der sået hestebønner, som dækkede godt af for sent fremspiret rajgræs.
I 2022 var der lidt rajgræs, som ikke nåede at sætte frø.
Den 4. juli 2023 var der en enkelt rajgræsplante med potentiale til frøsætning. Der var også helt små, nye planter fremspiret efter regn, men de sætter ikke frø.
Rapsen var meget udfordret i den stive og våde jord i 2024, men de kom godt efter det.
Tidlig etableret hvede fotograferet den 2/11 i år. Meget få rajgræsser kan findes.


Så længe overlever frøene i jorden

Her er anført en cirka levetid for frøene i jorden, men fugt, ilt m.v. har betydning for, hvor længe frøene vil kunne overleve. Der vil ofte være meget få frø, som overlever længere og kan få problemet til at blusse op igen.

UkrudtstypeAntal leveår i jorden
Italiensk rajgræs5-7
Agerrævehale4-6
Væselhale3-5
Alm. rajgræs  2-3
Hejre1

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.