I James Rebanks’ bog vores fælles arv møder vi tre generationer af landmænd på deres gårde i det nordligste England ved grænsen til Skotland i Lake District.

Hver generation repræsenterer en måde at drive landbrug på. Forfatterens farfar driver landbrug i perioden før kunstgødningen, kemien og de store maskiner gør sit indtog.

Forfatterens far derimod vokser op mellem de gamle traditioner og de nye, moderne traditioner, hvor der handler om udbytte og fremgang.

På sidelinjen af den transformation, landbruget gennemgår, står forfatter James Rebanks. Gennem sin farfar lærer han det gamle landmands-håndværk. Han lærer at vedligeholde læhegn, at passe får og køer på den måde, hvor landmanden kender hvert enkelt individ. Han præsenteres for fuglelivet og naturens gang. Og så lærer han, at det er vigtigt at kende sin jord. At alle marker ikke skal behandles ens. Han lærer om vekseldrift, og at nogle marker har godt af at hvile en sæson, hvor de bare skal ligge brak.

Efterhånden som de moderne landbrug vinder frem, læhegn bliver nedlagt, og marker lægges sammen til store enheder og drives intensivt oplever han, hvordan fuglene og andet liv forsvinder. Hvordan jorden eroderer under ekstreme regnskyl.

Da han står overfor at overtage farfarens gård, tager han et valg om at drive et landbrug i pagt med naturen, men som stadig opretholder en høj produktivitet.

Uddrag fra bogen:

”Ploven og den årshøst, den muliggør – majs, hvede, byg, soja, sorghum, maniok, kartofler og ris – er fødegrundlaget for de fleste mennesker i verden. Men i løbet af de seneste 30 år har vi lært, at pløjning er økologisk katastrofalt: Det bryder op i jordens mikrobielle netværk, hæver eller sænker jordens temperatur (ved at blotte den for vegetation på overfladen og eksponere den for vejr og vind), det dræber dens bakterier og mikroorganismer og fører til erosion af jorden i et voldsomt og uholdbart omfang. For mange landmænd er det en chokerende nyhed, der er rigtig svær at kapere. Dertil kommer, at kunstgødning og sprøjtemidler ødelægger store dele af livet i jorden og giver landmændene (og menneskeheden i det hele taget) et alvorligt problem. Vores civilisation er baseret på ploven (og efterkrigstidens kemiske hjælpemidler), men ploven er faktisk et problem. Derfor er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi kan drive landbrug på en højproduktiv måde, der samtidig fungerer med og tager hensyn til naturen – og det indebærer at drive landbrug på en anden måde og gentænke de redskaber, vi er blevet afhængige af.”

James Rebanks bøvler altså med mange af de udfordringer, der også er aktuelle for mange medlemmer af FRDK. Vi kalder det i dag i Danmark for regenerativt landbrug. Det ord bruger James Rebanks ikke, men som han beskriver sit landbrug, kan det sagtens betegnes som regenerativt. Han genindfører blandt andet både får og kvæg i landbruget, og han forsøger at sænke input af gødning og kemi.

Det gode ved Vores Fælles Arv er, at James Rebanks aldrig bliver salvelsesfuld. Han sætter pris på naturen og har omsorg for det liv, der er over og under jorden, men han anerkender også, at der skal opretholdes en vis produktivitet, så verdens mange munde kan mættes.

Omvendt sætter han også spørgsmålstegn ved den måde, landbruget har udviklet sig på og sætter fokus på, at der er en gylden mellemvej, hvor der er balance i tingene.

Han mener ikke, vi skal have fuldstændig uberørt natur, for det er naturligt, at mennesket, som det øverste individ i fødekæden, påvirker naturen. Det har mennesket gjort i årtusinder.

Bogen er en fantastisk fortælling om det gode landmandshåndværk og ikke mindst det gode liv på landet og landbokultur. Samtidig er der mange gode tanker omkring den udvikling, landbruget er midt i, og den kontrakt, erhvervet har med det omgivende samfund. Bogen får de bedste anbefalinger herfra.

Vores fælles arv er James Rebanks anden bog. Hans første bog har titlen Fårehyrdens Dagbog. Begge bøger er bestsellere og har vundet fornemme priser. I 2025 udkom hans seneste bog Hvor tidevandet vender, der handler om noget helt andet end landbrug, nemlig om en norsk kvinde, der tager sig af vilde edderfugle og samler deres dun – et flere hundrede år gammelt håndværk.

James Rebanks: Vores fælles arv, 2020

Oversat til dansk i 2021

Kan købes flere steder på nettet