Biostimulanter er svære at teste

I Himmerland i Nordjylland har to landmænd kastet sig ud i at afprøve biostimulanter. Men det er svært at drage konklusioner.
Mælkeproducent og planteavler Kjeld Villadsen håber og tror på, at biostimulanter virker, men det er svært at se de store resultater.

I efteråret satte to landmænd gang i test af en biostimulant, der er designet til at speede omsætningen af plantemateriale i marken op og sanere marken for skadelige svampe. Læs mere om biostimulanten her: https://frdk.dk/biostimulant-omsaetter-halmen-hurtigere/

En af testværterne, Kjeld Villadsen, Nibe, brugte midlet på en rapsstub. To måneder efter udsprøjtning var der synlig forskel på en ubehandlet mark og en behandlet mark.

I den behandlede mark var stubbene bløde, og den snittede rapshalm var mørkere. Samtidig var rapshalmen som en grød i den behandlede mark. I den ubehandlede mark var stubbene stive og hårde.


Svært at se effekt
Der var efterafgrøder i raspstubben, som ikke blev til det helt store. Her i foråret er der nedfældet gylle, der er dybdeharvet i 18 centimeters dybde og sået majs.

– Det gik nemt både med at nedfælde og så, og der blev et rigtigt godt såbed, men det er svært at se lige så stor forskel som i efteråret på den behandlede og ubehandlede del af marken her i foråret, siger Kjeld Villadsen.

Der er forskel på jordtypen. Den ubehandlede del af marken er høj jord og lettere end den behandlede det.

– Lige her var det svært at se den store effekt, men jeg tror og håber på, at biostimulanter virker, og det er jo sjovt at se, om man kan få noget til at lykkes, siger han.

I år tester han en biostimulant, der skal stimulere røddernes vækst i vårbyggen.


Forsøg til efteråret
Forsøgets anden testvært, Rasmus Hummeluhr, Suldrup, ville have testet Ruinex i en majsmark, hvor der undtagelsesvis skulle være majs igen. Her var formålet at holde styr på skadelige svampe, der var risiko for at opformere, fordi der skulle dyrkes samme afgrøde igen.

Ruinex fremmer gavnlige svampe og bakterier og fortrænger på den måde de uønskede.

Der skete det, der tit sker, når der er travlt i marken. Midlet blev stående i kemirummet.

Men det skal findes frem igen til efteråret, hvor Rasmus Hummeluhr vil teste det på resterne efter kolbemajs, hvor der nemt kan ligge tæt på 10 ton tørstof tilbage i marken i form af stængler og blade.

– Der er enormt meget plantemateriale, og min plan er at harve en gang og så med en Horsch Focus. Derfor vil det være rart at få hjælp med nedbrydning af plantematerialet, siger Rasmus Hummeluhr.

Rapsstubbene har ikke givet besvær her i foråret, og det er gået nemt med både nedfældning og såning i den del af marker, der er behandlet med biostimulanter, og den der ikke er.
Majsen blev sået i et godt såbed.

Del denne artikel

RELATEREDE ARTIKLER

frdk logo
Nyhedsbrev

Gå ikke glip af noget!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.