Biostimulanten Sosemba fra Corteva har været testet hos danske landmænd i 2024 og 2025. De to sæsoner har været meget forskellige. 2024 var et udfordrende dyrkningsår, hvorimod 2025 havde optimale vækstbetingelser for majs.
I begge år er der opnået stabile merudbytter samt højere tørstof- og stivelsesindhold, oplyser Corteva.
Det gennemsnitlige merudbytte er på mere end 1.300 FE/ha. Samtidig er både tørstof- og stivelsesprocenten øget med cirka 1 procentpoint i gennemsnit på tværs af alle lokaliteter.
Resultaterne er baseret på 9 storskalaforsøg udført i overensstemmelse med normal landbrugspraksis.
Behandling i majsens mest sårbare periode
I afprøvningerne er midlet udbragt ved bredsprøjtning, da majsen var i knæhøjde – et tidspunkt, hvor majsen er særlig sårbar.
Få uger efter behandling er der på flere lokaliteter observeret en tydelig øget bladmasse.
Hjælp og støtte gennem svære tider
Corteva oplyser, at Sosemba virker ved at hjælpe afgrøden gennem perioder med svære vækstbetingelser. Det kan være tørke eller andre kritiske perioder.
Den indeholder en kombination af nærings- og hjælpestoffer, som arbejder sammen om at støtte planten. Hjælpestofferne består af plantebaserede ingredienser, der er omdannet til aktive stoffer via fermenteringsprocesser.
Biostimulanten hjælper planten med at holde vandet i cellerne og understøtter fotosyntesen, selv når tørke sætter ind.
Dermed styrkes og beskyttes plantens modstandskraft, så den holder sig aktiv under stress. Det sker ved at øge mængden af antioxidanter i cellerne.
Efter stressperioden har planten en fordel, da den kommer sig hurtigere. Det skyldes en styrket kvælstofomsætning, som hjælper planten med at genoptage væksten.



